Lokalplan nr. 3.41 for et område til plejecenter ved Samsøvej.
Med hjemmel i lov om planlægning (jf. lovbekendtgørelse nr. 937 af 24/09/2009 med senere ændringer) fastsættes herved følgende bestemmelser for det område, der er beskrevet i § 2:
Formålet med Lokalplan nr. 3.41 er:
1.1 at fastlægge områdets anvendelse til offentlige formål i form af et plejecenter med tilhørende fælles faciliteter og friarealer,
1.2 at sikre placering af byggeriet og tilpasning til omgivelserne,
1.3 at friarealerne indrettes hensigtsmæssigt,
1.4 at sikre at lokalplanområdet vejbetjenes fra Samsøvej.
2.1 Lokalplanområdet er afgrænset som vist på kortbilag 1 og omfatter jf. matrikelkortet af matrikel 14dc, Holbæk Markjorder samt alle parceller, der efter d. 27. juni 2013 udstykkes i området.
Lokalplanområdet udlægges til offentlige formål i form af et plejecenter med tilhørende fælles faciliteter og friarealer,
3.1 Lokalplanområdet er opdelt i delområderne I og II som vist på kortbilag 2.
3.2 Inden for delområde I kan der opføres bebyggelse i op til 3 etager i max 11 meters højde plus 1 meter til tekniske anlæg.
3.3 Delområde II kan anvendes til grønt rekreativt friareal med havepavilloner og overdækninger, legeplads samt parkering. En del af området vil være tilgængeligt for offentligheden.
4.1 Området må kun udstykkes i henhold til principperne vist på kortbilag 2.
For Delområde 1 gælder
5.1.1 Ny bebyggelse skal placeres inden for det på kortbilag 2 viste byggefelt, og skal indpasses under hensyn til eksisterende byggeri, så skyggegener undgås.
5.1.2 Bebyggelsen kan maksimalt opføres i 3 etager foruden eventuel kælder. Bebyggelsen kan maksimalt have en højde på 11 meter over terræn plus 1 meter til tekniske anlæg. Bebyggelsesprocenten må maksimalt udgøre 45. Tekniske anlæg og solcelleanlæg må maksimalt opføres 1 meter over bygningens tagflade. Bebyggelsen kan opføres som én stor bygning eller som flere mindre bygningsenheder og med f.eks. indre gårdrum.
5.1.3 Der må kun etableres tagterrasser på tagfladen over bebyggelsens stueetage og 1. og 2. sal. Tagterrasser må ikke overdækkes.
5.1.4 Hvis bygningen etableres som flere mindre bygningsenheder, skal det sikres, at der er en funktionel og tilgængelighedsmæssig sammenhæng imellem bygningsenhederne.
For Delområde 2 gælder
5.2.1 I delområdet må der ikke opføres bebyggelse udover mindre bygninger/anlæg til teknisk forsyning,og til drift af området samt havepavilloner og overdækninger. Der må højst opføres 20 m2 etageareal til bygninger/anlæg til teknisk forsyning og drift af området, og bygningers højde må ikke overstige 3,5 m. Der kan etableres terrasser og legepladser inden for området. Der kan etableres 5 havepavilloner og overdækninger á 16 m2. Disses højde må ikke overstige 3,5 m. Dele af stierne kan overdækkes, og overdækninger kan etableres i forbindelse med havepavillonerne. Den maksimale højde på overdækning over stier er 3 meter.
6.1 Byggeriet skal udføres med høj arkitektonisk kvalitet. Det skal tilpasses grunden og friarealerne, og skal tage hensyn til naboområdet.
6.2 Materialer på tage og facader må ikke være reflekterende eller give anledning til væsentlige gener for omgivelserne. Glanstallet for tag- og facadematerialer må maksimum være 10, dog kan solcelleanlæg tillades.
6.3 Skiltning og reklamering må alene omfatte firmanavn og bomærke og må højst have en udstrækning på 0,3 m2. Skiltet skal placeres på bebyggelsens facade og må ikke være bevægeligt.
6.4 Vinterhaver, udestuer, udhuse, garager, carporte, havepavilloner, overdækninger og lignende mindre bygninger må udføres i andre materialer end hovedbygningen og med en anden taghældning. Havepavilloner og overdækninger skal have et let udtryk og udføres i lyse farver, så de imødekommer de dementes behov.
6.5 De mindre bygninger/anlæg til teknisk forsyning og bygninger til drift af området må kun opføres med facader i mørke farver, så de ikke dominerer det rekreative område.
For Delområde 1 gælder
6.6.1 Bebyggelsens tag skal udføres med en taghældning mellem 0 og 35 grader. Tage må ikke udføres med hel valm. Alle tage skal fremstå som sorte, brune, røde, grå tage eller som vegetationstag. Tagbeklædningsmaterialer skal være tagsten af tegl, metal, tagpap eller vegetationstag. Der må ikke anvendes betontagsten og tyndpladeprofiler, der efterligner andre tagmaterialer, eller lignende materialer.
6.6.2 Bebyggelsens facader skal udføres eller beklædes med metal, beton, teglsten eller andre robuste og bæredygtige materialer jf. bygningsreglementet. Facader kan fremstå som blank mur eller med pudset eller vandskuret overflade. Mindre partier i facaden kan fremstå med andet materiale som f.eks. træ På bygningers facader må kun anvendes jordfarver og disses blanding med sort og hvid. I mindre partier kan der dog anvendes andre farver.
6.6.3 Anlæg til indvinding af solenergi skal monteres på tage eller facader, således at synlige fritstående konstruktioner undgås. Solcelleanlæggene må ikke være en fast del af tag- eller facadebeklædningen. Solenergianlæg skal sikres en arkitektonisk indpasning på tagfladen. Såfremt anlæg til indvinding af solenergi placeres på bebyggelsens tag, må anlægget højst rage 1 m op over taget, og anlægget skal placeres mindst 1 m fra tagkant. Såfremt anlægget skærmes bag en brystning, må anlægget placeres nærmere tagkant end 1 m.
6.6.4 Parabolantenner skal placeres under bygningers øverste tagkant og må ikke være synlige fra offentlig vej.
7.1 Vejadgange til lokalplanområdet skal ske fra Samsøvej, som i princippet vist på lokalplankortet, kortbilag 2. Vejadgangene fra syd vil blive de primære adgangsveje for personale, besøgende og pårørende. Vejadgangen fra vest vil henvende sig til eksterne leverandører i forbindelse med flyttebiler, vareindlevering, renovation og den daglige drift af bygningen.
7.2 Vej- og parkeringsområde skal befæstes med asfalt eller anden hård belægning. Permeable belægninger kan anvendes hvor dette ikke er til hinder for bevægelseshæmmede. Kørebanen skal afgrænses med kantsten eller bånd af granit- eller betonsten.
7.3 Interne veje skal udlægges i 8 meters bredde og anlægges med 5,0 m kørebane og 2,2 meter bredt fortov i den ene side. Ved alle stier/fortove skal der etableres sænkede kantstene/ramper.
7.4 I lokalplanområdets nordøstlige hjørne udlægges en offentlig sti, som vist på kortbilag 2. Udlæggelsen af stien påhviler grundejeren. Stier skal udlægges i 2,2 meters bredde og kan anlægges med en anden belægning end vejene.
7.5 Der skal udlægges parkering svarende til 0,6 parkeringspladser pr. boligenhed. Parkeringspladser skal etableres inden for byggefeltet og de grå felter, som vist med gråt på kortbilag 2. Heraf skal der pr. 25. p-plads etableres en handicap p-plads. Disse skal placeres nær hovedindgangen, og der skal sikres areal til ind- og udstigning. Der skal anlægges cykel-parkeringspladser til min. 20 cykler.
7.6 Der skal etableres belysning langs veje og stier. Belysningen skal udformes med en nedadrettet lyskilde, som maksimalt sidder 4 meter over terræn, så belysningen ikke virker blændende for omgivelserne.
7.7 Det skal sikres, at renovationsbiler uhindret kan køre og vende indenfor lokalplanområdet og let komme til og fra containere og eventuelle miljøstationer.
7.8 Det skal sikres, at brandbiler kan tilgå byggeriet. Brandredningsarealer skal sikres rundt om byggeriet og med hensyntagen til brandsikkerhed og brandstrategi.
8.1 Hegn i skel må kun udføres som levende hegn i form af træer og buske. Levende hegn kan suppleres med et let trådhegn på indvendig side med højst samme højde som det levende hegn, dog max 1,8 meter højt. Hegning inden for området skal fremstå, så det er skjult af beplantning set fra Samsøvej.
8.2 Der må ikke ske terrænregulering ud over 0,5 meter i forhold til det eksisterende terræn og ikke nærmere naboskel end 0,5 meter. Der kan foretages terrænregulering på mere end 0,5 m, hvis reguleringen er nødvendig for at gøre søen mere tilgængelig.
8.3 Ubebyggede arealer skal holdes ryddelige og må ikke benyttes til nogen form for oplag og parkering, udover hvad der normalt hører til i et offentligt område. Eksempelvis må henstilling og parkering af køretøjer over 3.500 kg samt opstilling af fritidsbåde, ikke-indregistrerede køretøjer, campingvogne og lignende ikke finde sted inden for lokalplanområdet.
8.4 Højst 50 % af grundarealet på den enkelte ejendom må befæstes og afvandes til regnvandssystemet. Det sker med henvisning til Spildevandsplanen.
8.5 Der skal sikres niveaufri adgang til samtlige døre iht. gældende handicapregler. Udearealerne herunder belægning og beplantning etableres ligeledes, så de er tilgængelige for handicappede og demente.
8.6 Ud mod Samsøvej skal etableres beplantning for at afskærme for de parkerede biler set fra Samsøvej. Beplantningen skal være uigennemtrængelig og have en afskærmende funktion bestående af buske i bunden (ca. 80-100cm høj) med overstandere af træer. Dette skal harmonere med beplantningen omkring SOCU Holbæks parkeringsplads.
8.7 De eksisterende 5 træer mod vest ved den eksisterende vejadgang er udpeget som bevaringsværdig beplantning og skal sikres i forbindelse med anlægsfasen. Hvis der skulle ske skade på træerne skal der efterfølgende plantes erstatningstræer inden for området.
8.8 Anlæg af ubebyggede arealer skal ske efter en samlet plan. Planen skal redegøre for terrænregulering, vandrender, beplantning, aktivitets- og opholdsmuligheder, stier samt belægningstyper. Hensyn til brandsikkerhed ved byggeriet skal tages med hensyn til indkørsel, beplantning mm.
8.9 Affaldscontainere skal placeres samlet og skal være skjult af beplantning eller anden afskærmning.
8.10 Der kan etableres en offentlig legeplads på friarealet og som tager hensyn til beboernes muligheder for at vælge eller vælge fra at være i nærheden.
9.1 Tekniske anlæg og installationer skal være indarbejdet i bygningerne eller være en del af bygningernes arkitektur. Transformerstationen skal indpasses i området under hensyn til, at den bliver så lidt synlig som muligt. Der skal min holdes 2 meters afstand til den eksisterende transformer inden for området, hvis ikke den kan integreres i den nye bebyggelse. Der skal holdes mindst 1 meters afstand til højspændingskablerne.
9.2 Alle ledninger, herunder el-ledninger til udvendig belysning, skal udføres som jordkabler.
9.3 Søen vil kunne anvendes til regnvandsbassin for overfladevand. Der skal ansøges om udledningstilladelse for evt. udledning af overfladevand til søen. Kloak og regnvandsbassin på matrikel 14dc forbliver privat intern kloak.
10.1 Al ny bebyggelse skal udføres som lavenergibyggeri i henhold til det til enhver tid gældende bygningsreglements regler herfor.
11.1 Ny bebyggelse må ikke tages i brug før:
• Veje, stier, parkering og belysning jf. § 7.3, 7.4, 7.5 og 7.6 er etableret.
• De fælles friarealer, afskærmende beplantning og evt. erstatningsbeplantning jf. § 8.6, 8.7 og 8.8 er anlagt.
• Udledning til søen jf. § 9,3 er etableret.
12.1 Følgende servitutter: Dokument lyst den 2. april 1968. Dok. om gavebrev aflyses for lokalplanområdet. Påtaleberettiget er Holbæk Kommune.
13.1 Efter Holbæk byråds endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må de ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.
13.2 Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til PlansystemDK.
13.3 Byrådet kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Lokalplan 3.41 for et område til plejecenter ved Samsøvej er vedtaget af Holbæk Byråd den 23. oktober 2013.