Energiforsyning
SEAS/NVE er netselskab og elleverandør i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Der kan frit vælges elleverandør. Elleverandørselskabet er det selskab, der sælger el til slutbrugerne.
Varmeforsyning
Området ligger uden for kollektivt varmeforsyningsområde.
Bygningsopvarmning skal ske som individuel opvarmning og i henhold til den enhver tid gældende varmeplan for Holbæk Kommune. Opvarmning skal baseres på vedvarende energi.
Vandforsyning
Området forsynes med vand fra Holbæk Forsyning.
Regn- og spildevand
Området er separatkloakeret. I Holbæk Kommunes spildevandsplan beskrives hvor store mængder vand der kan afledes til kloaknettet. Spildevandsplanen sætter grænsen for afledning overfladevand fra et boligområde til 35%. Det betyder, at der i lokalplanområdet maksimalt må afledes regnvand fra et areal svarende til 35 % af ejendommens areal. Yderligere afledning af regnvand kan ske gennem lokal afledning af regnvand (LAR) ved for eksempel nedsivning eller ved at forsinke regnvandet på overfladen, indtil der er plads i kloakken. Der tages stilling til den konkrete afledning af regnvand gennem en eventuel byggeansøgning.
Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.
Affald og genbrug
Affald bortskaffes i henhold til ”Regulativ for bortskaffelse af husholdningsaffald” samt ”Erhvervsaffaldsregulativ” for Holbæk Kommune.