Energiforsyning
SEAS/NVE er netselskab og elleverandør i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Der kan frit vælges elleverandør. Elleverandørselskabet er det selskab, der sælger el til slutbrugerne.
Varmeforsyning
I området er der tilslutningspligt* til kollektiv varmeforsyning, idet der er naturgas i området.
Projektet, som var vinder af udbuddet, planlægger opvarmningen af byggeriet gennemført ved anvendelse af jordvarmepumper. Byggeriet planlægges opført som lavenergibebyggelse.
Note: Opvarmning må ikke ske ved etablering af oliefyr (supplerende opvarmning skal opfylde kravene for dispensation til fritagelse for tilslutning til kollektiv varmeforsyning jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg, BEK nr. 690 af 21. juni 2011, § 15 stk. 2.).
OBS: I øvrigt gælder forbud jf. varmeforsyningsloven mod etablering af elopvarmning i ny bebyggelse i områder, der er eller bliver udlagt til kollektiv varmeforsyning.
Note*: Jf. planlovens §19 stk. 4 skal byrådet dispensere fra en lokalplans bestemmelser om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, når bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse. Ved lavenergibebyggelse forstås bebyggelse, der på tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen opfylder de energirammer for energibygninger, der er fastsat i bygningsreglementet.
Vandforsyning
Området forsynes med vand fra Fors A/S, og ny bebyggelse forudsætter tilslutning.
Regn- og spildevand
Lokalplanområdet er omfattet af Spildevandsplan 2016-2020 for Holbæk Kommune.
Da område 2.B20 tidligere har været brugt til skole er der kloakeret for regn- og spildevand. Regn- og spildevand skal ledes til de offentlige stikledninger, der er tilsluttet grunden (sydvestlige hjørne). Hvis Fors A/S skal overtage drift og vedligeholdelse af de nye hovedledninger til regn- og spildevand kræver det, at Fors A/S kan godkende dimensioneringen af det nye anlæg, samt at overtagelses prisen for anlægget er 0 kr. Det er Fors A/S, der afgør, om det ønsker at overtage et privat fælles spildevandsanlæg. Spildevandsanlægget skal etableres på privat anledning, og det kræver forsyningsselskabets godkendelse. Det forventes, at det udførte kloakanlæg kan overtages af forsyningsselskabet på visse vilkår. Tilslutning og overtagelse skal betragtes som et hele i forbindelse med tilladelsen til udførelsen.
Holbæk Kommunes myndighedsopgaver på spildevandsområdet, f.eks. spildevandstilladelser, varetages af Virksomhed og Miljø.
Udbuddet og lokalplanen fastsætter dog, at regnvand skal håndteres lokalt og afvandingssystemet skal i videst muligt omfang opbygges af åbne grøfter, vandhuller og andre LAR-systemer. Derfor er der i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanen er der udarbejdet et notat om håndtering af regnvand af COWI.
Link til notat om håndtering af overfladevand
Konklusionen i notatet er, at området som helhed ikke egner sig til nedsivning af regnvand og at det derfor ikke kan anbefales at etablere en afvandingsløsning baseret på nedsivning.
Løsningen består dels af et traditionelt regnvandsbassin i områdets nordvestlige hjørne samt et nødbassin (areal til oversvømmelse) og dels af grøfter og render til overfladisk afledning af regnvand fra bygninger, veje og andre befæstede arealer. Dertil kommer regnvandsledninger, som leder regnvand til regnvandsbassinet.
Regnvandsbassinet skal kunne fungere som et teknisk bassin, men skal af hensyn til herlighedsværdien i boligområdet se så naturligt ud som muligt. Fra regnvandsbassin kan der ske overløb til regnvandsledningen, der løber i Holbæk Have syd for lokalplanområdet.
Der beregnes ud fra ovenstående en samlet befæstelsesgrad for området på 0,5.
Løsningsprincipperne er vist på kortbilag 6.
Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.
Affald og genbrug
Affald bortskaffes i henhold til ”Regulativ for bortskaffelse af husholdningsaffald” for Holbæk Kommune.
Der skal etableres fælles miljøstationer.
Telekommunikation
Ny bebyggelse kan tilsluttes kabelnet, fibernet eller lignende fælles signalanlæg.