Støj

Lokalplanområdet støder op til Holbæk Have og Kattegatsvej, som begge er større veje.

Det er en forudsætning for anvendelse til boligformål, at lokalplanområdet udformes, så Miljøstyrelsens til enhver tid gældende vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj kan overholdes.

Ved lokalplanens udarbejdelse er de vejledende grænseværdier for det udendørs støjniveau i boligområder, institutioner, skoler, plejehjem, hospitaler, kolonihaver, udendørs opholdsarealer, parker og lignende:

  • Vejtrafikstøj på udendørs opholdsarealer må ikke overstige Lden = 58 dB.
  • Når facadestøjbelastningen overstiger Lden = 58 dB, skal sikres et indendørs støjniveau på maksimalt Lden = 46 dB med delvist åbne vinduer (0,35 m2 åbningsareal) i sove- og opholdsrum i boliger.

Der er i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanen lavet en støjanalyse. Støjberegninger og løsninger er angivet i lydnotat fra COWI dateret 2. marts 2017, hvor der er også angivet forudsætninger og mulige løsninger.

Link til støjanalyse

På den baggrund er det vurderingen, at der:

  • Ikke er behov for støjdæmpende foranstaltninger på udendørs opholdsarealer tæt ved boligerne, såfremt bebyggelsen placeres iht. notatets forudsætninger.
  • Indenfor byggefelt 1a skal der udføres støjdæmpende tiltag enkelte steder på syd-facaden for at sikre overholdelse af grænseværdierne. Dette vil typisk være hensigtsmæssig orientering, placering og udformning af altaner og opholdsrum.
  • Indenfor byggefelt 1b skal der udføres støjdæmpende tiltag mange steder på vest, syd og øst-facaden for at sikre overholdelse af grænseværdierne. Dette vil typisk være hensigtsmæssig orientering, placering og udformning af altaner og opholdsrum. Egentlige lyddæmpende vinduer kan dog være nødvendige.
  • Indenfor byggefelt 2 skal der udføres støjdæmpende tiltag enkelte steder på syd og øst-facaden for at sikre overholdelse af grænseværdierne. Dette vil typisk være hensigtsmæssig orientering, placering og udformning af altaner og opholdsrum. Egentlige lyddæmpende vinduer kan dog være nødvendige
  • På de øvrige facader ikke er behov for særligt støjdæmpende foranstaltninger.

Forud for byggetilladelse skal det dokumenteres, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for boliger og udendørs opholdsarealer kan overholdes.

OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).

Jordforurening

Region Sjælland har ingen oplysninger om forurening i lokalplanområdet.

Der har tidligere været en forureningssag på Holbæk Have, men forureningen er blevet bortgravet. Der er derfor ingen forventning om at finde forurening på området.
Så længe grunden er en samlet matrikel, kan jord frit flyttes rundt internt på matriklen, hvis der f.eks. skal bygges vold eller bakker. Der opfordres til at holde og genanvende eventuel overskudsjord på grunden.

Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

Fund og fortidsminder

Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet.

Der kan dog sagtens fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse.

Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. museumslovens § 27.

Miljøvurdering

Der er foretaget en screening af lokalplanforslagets miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (Lbk nr. 448 af 16. maj 2017).

Miljøscreeningen er offentliggjort som bilag til planforslaget.

Ifølge lovens § 3, stk. 1, nr. 3 skal der udarbejdes en miljøvurdering, når der tilvejebringes planer, som giver mulighed for anlægsprojekter, der kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Lokalplanforslaget vurderes på baggrund af en screening ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da:

Planområdet udelukkende vurderes at vedrøre et mindre område på lokalt plan og er en naturlig byfortætning efter tidligere anvendelse af arealet er ophørt;

- Planforslagenes anvendelse ligger i forlængelse af det eksisterende i området;
- Planforslagene ikke indebærer væsentlige ændringer i de eksisterende trafikale forhold
- Planforslagene muliggør opførelse af boligbebyggelse, som i højde og tæthed ligger tæt op ad det eksisterende i området.
- Planforslagenes mulighed for at opføre et punkthus i op til 10 etager er belyst i form af visualiseringer og skyggediagrammer, og de miljømæssige afledte påvirkninger således beskrevet.

Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport er offentliggjort sammen med planforslaget.