Forhold til anden planlægning

Statslig og regional planlægning

Formålet med dette afsnit er at give det bedst mulige grundlag for at vurdere planen i en større sammenhæng. I afsnittet redegøres der derfor for relevant statslig og regional planlægning.

 

Kommuneplan 2021

Kommuneplan 2021 indeholder både en række generelle retningslinjer for kommunens udvikling samt en række specifikke bestemmelser om de enkelte områder i form af kommuneplanrammer.

Kommuneplanens specifikke bestemmelser for lokalplanområdet:
Lokalplanområdet er omfattet af kommuneplanramme 3.B12, der er udpeget som boligområde. Kommuneplanrammen fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 40, byggeri i maksimalt 2 etager med en maksimal bygningshøjde på 8,5 m.

 

 

Generelle retningslinjer for kommunens udvikling relevant for lokalplanområdet:

Boligområder skal anvendes til helårs boligformål. Som hovedregel kan der også etableres institutioner, faciliteter til fritids- og kulturformål og lignende, som naturligt kan indpasses i boligområdet. Det er umiddelbart tilladt, at der i forbindelse med den enkelte bolig drives erhverv, som sædvanligvis kan udøves i forbindelse med en bolig, f.eks. frisør, ejendoms-, advokat-, revisor- og arkitektvirksomhed samt dagpleje og lignende liberale erhverv. Erhvervet skal drives af den der bebor boligen.

For områder med tæt-lavt boligbyggeri foreskrives en befæstelsesgrad på maks. 50 %, samt at der anlægges minimum 1,5 p-plads pr. bolig i tæt-lav byggeri.

Ophold og legearealer: Størrelse og placering af opholds- og legearealer skal fastsættes i forbindelse med lokalplanlægningen og/eller byggesagsbehandlingen. Opholds- og legearealerne skal være af god kvalitet med mulighed for ophold på et areal af privat/halvprivat karakter, hvor der er sol i eftermiddagstimerne i sommerhalvåret og beplantning, f.eks. i form af træer og buske.

I nye boligområder skal der som udgangspunkt udlægges minimum 10 % af det samlede grundareal til fælles friarealer. I områder til tæt-lav byggeri er det særligt vigtigt, at der er friarealer, som har kvalitet i forhold til at fungere til ophold og leg. Det vil sige opholdsarealerne skal kunne indbyde til fysisk aktivitet og fungere som sociale rum for områdets beboere samt anlægges med god tilgængelighed, gerne med (sti)forbindelser til andre grønne områder.

Kommuneplanen indeholder derudover generelle rammer om facader og skilte i byzone, som gælder hvor der ikke i medfør af lokalplanlægning er fastsat andre bestemmelser om skiltning.

Der kan i lokalplanen gives mulighed for anlæg, som er nødvendige til områdets forsyning. Det er en forudsætning, at anlæggene placeres, udføres og anvendes under størst mulig hensyntagen til det område, hvor de placeres. Bassiner til opsamling af regnvand indrettes, så de kan indgå som et rekreativt element.

 

De emner, der i Kommuneplan 2021 er relevante i forhold til lokalplanen, er beskrevet og vurderet nedenfor:

 

Erhvervsområde og risikovirksomhed

Lokalplanområdet ligger i nærhed til to erhvervsområder og indenfor den 500 meter planlægningszone, der i kommuneplanen er udlagt omkring risikovirksomheden Strandmøllen A/S, Roskildevej 213.

Produktionsvirksomheder skal fastholdes og miljøkonflikter mellem virksomheder og arealanvendelse såsom boliger skal forebygges. Derfor skal de gældende miljøregler og vejledninger for bl.a. støj overholdes jf. reglerne i miljøbeskyttelsesloven om miljøgodkendelser og påbud. Planlægning af arealanvendelsen omkring eksisterende risikovirksomheder må ikke ske uhensigtsmæssigt, så der kan opstå fare for mennesker og miljø. Derfor er der i forbindelse med nærværende planlægning foretaget en forudgående høring af risikomyndighederne og indhentet risikovurdering fra Miljøstyrelsen og beredskabet. Det vurderes af Miljøstyrelsen og brandmyndighederne, at der ikke ligger risikomæssige forhold til hinder for etablering af boliger indenfor lokalplanområdet.

 

Økologisk forbindelse og Grønt Danmarkskort

Staten har pålagt kommunerne at udpege områder til Grønt Danmarkskort for at sikre en forstærket indsats for større og sammenhængende naturområder, der fremover kan tjene som et strategisk planlægnings- og prioriteringsværktøj.

Lokalplanområdet er beliggende tæt på et større rekreativt område og indenfor den økologiske forbindelse, som løber fra Kalve å, langs Kalvemose. Som følge af udpegningen til økologisk forbindelse indgår arealet også i kommuneplanens foreløbige udpegning til Grønt Danmarkskort. I kommunens udpegninger indgår både den eksisterende og den potentielle natur.

Da der er tale om eksisterende byzone, som tidligere har været anvendt til erhverv, inddrages der ikke nyt areal fra naturen til byudvikling.

 

Natura 2000-område

Natura 2000-områderne er et netværk af beskyttede naturområder i EU. Områderne skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Lokalplanområdet er beliggende i et opland til sårbare Natura 2000-område. Nærmeste er Natura 2000-område er Egernæs med holme og Fuglsø, der ligger 4,6 km fra lokalplanområdet. Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området vurderes ikke at blive påvirket af lokalplanen.

 

Grundvand

Forebyggelse og indsats ved kilden er afgørende for at sikre drikkevandsressourcen i fremtiden. Staten er offentlig myndighed, der kortlægger, hvor der er behov for grundvandsbeskyttelse i hele Danmark. De steder der kortlægges kaldes ”områder med særlige drikkevandsinteresser” (OSD) og indvindingsoplande uden for OSD.

Lokalplanområdet ligger uden for OSD, men indenfor indvindingsopland til almene vandforsyninger (IOL). Boligområder er som udgangspunkt ikke en grundvandstruende aktivitet. Men der må ikke ske nedsivning af vejvand og andet vand fra befæstede arealer, der kan forurene grundvandet. Nedsivning af vejvand kan accepteres, hvis det sker via vegetationsdækkede grøfter, der renser vandet.

 

Klimatilpasning

I Holbæk Kommunes klimatilpasningsplan fra 2014 er udvalgte områder udpeget til nøjere undersøgelse af årsag til oversvømmelsesrisiko samt evt. afværgeforanstaltninger.

Lokalplanområdet beliggende i det udpegede indsatsområde for lergravskvarteret. Her er der i 2017 gennemført et vandløbsreguleringsprojekt for at øge kapaciteten i Kalvemose Å. Her har der tidligere været udfordringer med Kalvemose Å løb over ved ekstreme regnskyl og skabte oversvømmelser i Lergravskvarteret.

Lokalplanen foreskriver at overfladevand i forhold til en 5-års regnhændelse skal håndteres på egen grund, ligesom der skal redegøres for håndtering af ekstrem regnhændelser.

 

Kystnærhedszone

Lokalplanområdet ligger mindre end 3 kilometer fra kysten og er dermed beliggende inden for kystnærhedszonen. Området er omfattet af planlovens §§ 11 f, stk. 1, 2 og 4 samt 16, stk. 3 og 4. Bebyggelsen opføres i max. 8,5 meters højde bag den eksisterende bystruktur og vil ikke kunne ses fra kysten. Derfor vurderes det, at den nye bebyggelse ikke påvirker kystlandskabet og oplevelsen af dette.

 

Temaplaner

Boligstrategi

Som det fremgår af boligstrategien fra 2020 er der efterspørgsel på rækkehuse i Holbæk Kommune, hvilket nærværende planlægning muliggør.

 

Landskabsplan

Området ligger i udkanten af landskabsområde 1, Dragerup, der kan beskrives som et bynært landbrugsland i mellemskala. Landskabsplanen fra 2014 danner grundlag for anden planlægning i kommuneplanen, hvor landskabelige forhold har været væsentlige. Det drejer sig bl.a. om placering af byudvikling. Lokalplanområdet er beliggende i et område, der i kommuneplan 2021 er udlagt til boligformål. Det vurderes ikke at planlægningen påvirker landskabet i væsentlig grad.

 

Trafiksikkerhedsplan 2020-2025

Målet med trafiksikkerhedsplanen er at øge trafiksikkerheden og trygheden for kommunens borgere. Holbæk Kommune vil bidrage til opnåelse af de nationale mål, om en reduktion af antallet af tilskadekomne i trafikken. Holbæk Kommune ønsker at forebygge uheld og øge trygheden gennem udbedring af strategisk udvalgte veje, krydsningspunkter og stier, samt forebyggende  initiativer som fx kampagner, og gennem administrationens daglige arbejde med trafiksikkerhed. Med udbygningsaftalen vil der i forbindelse med etablering af den nye vejadgang til  boligområdet blive etableret nyt helleanlæg og ny vejmarkering på Skagerakvej, hvilket vil give en sikker trafikløsning på dette sted. 

 

Stiplan for Holbæk Kommune

Stiplanen fra 2009 er en langsigtet plan, der både skal sikre eksisterende stier og give mulighed for at gennemføre de nye stistrækninger, som er angivet i planen. Formålet med stiplanen er at få skabt sikre stier til skoler og stationer samt at få skabt bedre mulighed for at komme til at færdes i det åbne land. Cykelstier på Roskildevej giver god forbindelse ind til og fra Holbæk by.

Lokalplanområdet ligger i nærhed til en foreslået rekreativ sti, der forbinder områder i Holbæk til bl.a. Kalvemosen og Holbæk Fælled. Lokalplanen kan efter nærmere vurdering inddrages i dette forslag til rekreativ sti, så stien i stedet for at forløbe langs den trafikerede Roskildevej, i stedet forsætter fra Lergravsvej langs Åvangsvej og videre igennem lokalplanområdet og ud til Holbæk Fælled gennem det kommunalt ejede areal nord for lokalplanområdet. 

 

Strategisk varmeplan 2015

Planlægning for varmeforsyningen i Holbæk Kommune indgår som et vigtigt element i den overordnede strategiske energiplan for hele kommunen. Kommunen har i samarbejde med Holbæk Forsyning A/S og andre berørte parter gennemført en varmeplanlægning for hele kommunen. Målet er at opnå en fornuftig udfasning af brugen af fossile brændsler i varmeforsyningen inden 2035 og at danne beslutningsgrundlag for fremtidens detailplanlægning af nye varmeløsninger i kommunen. Målet er således en varmeforsyning, som spiller godt sammen med det øvrige energisystem, og som bygger på de bedste erfaringer og nyeste teknologier. Strategien handler således om de konkrete tiltag på kort sigt og skitserer, hvad der skal arbejdes med for at opnå målet frem til 2035.

 

Spildevandsplan 2020-2030

Spildevandsplanen beskriver, hvordan Holbæk Kommune ønsker at håndtere spildevandet i Holbæk Kommune. Planen er besluttet af politikerne og anvendes af kommunens administration og af kloakforsyningen (Fors A/S). Samtidig giver planen borgene et indblik i, hvad Holbæk Kommune allerede har sat i værk for at beskytte naturen og miljøet og ikke mindst, hvad der agtes at gøre i fremtiden. Ejendommen er separatkloakeret og ny bebyggelse skal tilsluttes spildevandssystemerne.

 

Vandforsyningsplan 2012-2021

Vandforsyningsplanen er kommunens og vandværkernes plan, der skal sikre borgerne rent og sundt drikkevand i tilstrækkelige mængder. Vandforsyningsplanen skal sikre, at indvindingen af drikkevand planlægges således, at indvindingen ikke påvirker vandløb, søer og naturområder negativt i områder, hvor plante og dyrelivet er afhængig af grundvand. Det er Fors A/S, der leverer vand til området.

 

Eksisterende lokalplaner

Forud for indeværende lokalplan er området omfattet af Byplanvedtægt nr. 18 vedrørende en del af Ll. Grandløse by, Grandløse Sogn, fra 1978. I byplanvedtægten er område III, hvori lokalplanområdet ligger, udlagt til håndværkerområde. I forbindelse med vedtagelsen af denne lokalplan vil Byplanvedtægt nr. 18 blive delvist ophævet indenfor lokalplanområdet.

Området vil også omfatte en del af matr. nr. 5ee, Tåstrup Jorder, Holbæk, som er omfattet af lokalplan 3.47 - Dagligvare butik i Lille Grandløse, Holbæk. I forbindelse med vedtagelsen af denne lokalplan vil lokalplan 3.47 blive delvist ophævet indenfor lokalplanområdet.

 

Planlægning i forhold til nabokommuner

Lokalplanen vurderes ikke at indebære påvirkning af nabokommuner.

 

Diverse udpegninger

§3 – område

For at bremse nedgangen af levesteder for vilde dyr og planter er bestemte naturtyper beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens §3. I den nordøstlige del af lokalplanområdet ligger en sø, der er udpeget og beskyttet af naturbeskyttelseslovens §3. Der må derfor ikke foretages ændringer i søens tilstand uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Søen er et værdifuldt landskabselement, der bevares som levested og spredningskorridor for plante- og dyreliv. Søen vil indgå som en del af det rekreative fællesareal til de kommende boliger. Det skal sikres, at bebyggelse ikke opføres for tæt på søen.

 

Beskyttet vandløb

I nærhed til lokalplanområdet løber Kalve Å, der er et beskyttet vandløb. Der skal i forbindelse med anlægsarbejde holdes en afstand fra vandløbets eksisterende kronekant på 2,5 meter. Ved anlægsarbejdet må der ikke ændres ved det eksisterende brinkanlæg/skråningsanlæg således at den nuværende kronekant ændres. Kronekanten er vandløbets øverste kant hvorefter jorden falder ud.

I forbindelse med vedligeholdelsesarbejde af vandløbet, f.eks. oplægning af grøde og oprenset materiale på breden, skal bredejeren i fremtiden tåle de gener der kan opstå. Dette er også gældende uden for de 2,5 meter, jf. Fællesregulativ for Kalve Å, Kalvemose Å fra 2001.

Bygge- og beskyttelseslinjer

Skovbyggelinjer

I umiddelbar nærhed til lokalplanområdet ligger både privat og offentlig skovbeplantning af forskellig karakter og naturværdi. Hele lokalplanområdet er derfor omfattet af naturbeskyttelseslovens skovbyggelinje på 300 meter, jf. naturbeskyttelseslovens § 17. Bestemmelsens formål er at sikre skovens værdi som landskabselement samt opretholde skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyrelivet og beskytte skovene mod blæst. Inden for skovbyggelinjen må der ikke placeres bebyggelse, herunder skure, master, campingvogne og lignende. I forbindelse med lokalplanen anmodes der om reduktion af skovbyggelinjen hos miljøstyrelsen.