Lokalplanens indhold
Anvendelse og struktur
Lokalplanen udlægger området til kolonihaveformål med tilhørende fællesfaciliteter. Fællesområderne må kun anvendes til fælles funktioner for kolonihaverne. Det er fx fælleshus og toiletfaciliteter.
De enkelte kolonihaver må kun anvendes til natophold i perioden 1. april til og med 30. september. Derudover er det tilladt at anvende haverne til kortvarige ferieophold m.v.
Ved kortvarige ferieophold i vinterhalvåret, forstås kortvarige ferieophold af højst 3-4 ugers varighed, samt weekender og helligdage.
Lokalplanen fastholder den eksisterende struktur i området med kolonihaver og havelodder og giver ikke mulighed for at udstykke området yderligere. Havelodder er ikke særskilt udmatrikuleret og har derfor ikke interne skel i juridisk forstand. De enkelte havelodder er opdelt ved lodgrænser.
Lokalplanområdet opdeles i to delområder, delområde 1 og delområde 2. Indenfor delområde 1 må der kun opføres kolonihavebebyggelse. Indenfor delområde 2 må der opføres fælles- og servicefaciliteter i form af toiletfaciliteter, fælles friarealer, veje, stier, beplantninger og tekniske anlæg i form transformerstationer o. lign.
Beplantning
Den karakteristiske beplantning i området bevares og sikres bl.a. ved udpegning af bevaringsværdige træer. Ved ankomstområdet står en trærække bestående af 11 lindetræer, som skal bevares samt en flerstammet mirabel. Træerne har desuden betydning for biodiversiteten og muligvis flagermus. Derudover udpeges flere større træer som bevaringsværdige rundt i området. Generelt har de store træer i området også en betydning for fordampning og håndtering af regnvand.
Lokalplanen fastsætter, at hegn omkring havelodderne skal være levende hegn i form af hæk. Højden på hegn må maksimalt være 1,8 m mod nabolod. Mod interne veje og stier må højden på hegn maksimalt være 1,4 m. Den lavere højde på hegn/hæk mod interne veje og stier skal medvirke til at fastholde det åbne udtryk i haveforeningen.
Bebyggelsens udformning
Lokalplanen indeholder bestemmelser for, hvordan bygningerne må se ud. Der lægges med lokalplanen vægt på, at områdets nuværende karakter som åbent, rekreativt område bevares. Bebyggelsesprocenten fastsættes til 15% på de enkelte havelodder. Kolonihavehuse må dog ikke være større end 35 m².
Småbygninger tæller også med i bebyggelsesprocenten, dog kan man fratrække de første 10 m2 på haveloddet (der er ikke fradrag for hver enkelt bygning op til 10 m²)
Tagudhæng og overdækninger på op til 0,5 m medregnes ikke i den samlede bebyggelsesprocent og antal kvadratmeter bebygget.
Der må anvendes materialer, der understøtter kolonihaveområdets karakter som et område med en mangfoldighed i byggestile, dog med ensartede facadematerialer. Tunge byggematerialer som mursten, gasbeton og beton vil ikke understøtte denne karakter, og facader på kolonihavebebyggelse må således kun udføres i træ.
Bebyggelsen kan opføres i maksimalt én etage og med en maksimal højde på 4,5 m. Dertil fastsættes en maksimal facadehøjde på 3 m.
Ny bebyggelse skal placeres minimum 1,5 m fra skel og lodgrænser. Småbygninger kan dog opføres tættere på lodafgrænsningen hvis der ikke placeres vinduer i facaderne. Dette for at mindske nabo- og indbliksgener.
Bygninger skal udformes med saddeltag eller med fladt tag.
Lokalplanens bestemmelser tilsigter at give størst mulig fleksibilitet i forhold til, hvordan bygningerne kan placeres, samt hvordan det tilladte bygningsareal kan udnyttes. Dette sker under hensyntagen til, at bygningernes placering og størrelse er til mindst mulig gene for naboerne.
Småbygninger og befæstelsesgrad
Småbygninger omfatter alle mindre bygninger, der ikke anvendes til beboelse eller natophold. Dette kan fx være udhus, redskabs-, brænde- og cykelskur, drivhus eller overdækket og inddækket terrasse. Hvis en bygning, uanset placeringen, anvendes til natophold eller beboelse, så medregnes arealet til kolonihavehusets samlede størrelse.
Der kan på hvert havelod opføres i alt max. 10 m² småbygninger, som ikke regnes med i haveloddets maksimale bebyggelsesprocent.
Lokalplanen fastsætter en maksimal befæstelsesgrad på 40%. Dette sker af klimahensyn såvel som æstetiske. Begrænsningen på befæstelse skal sikre en hensigtsmæssig nedsivning af regnvand indenfor eget havelod og samtidig skal det grønne udtryk i området fastholdes.
Veje og stier
Vejadgang til lokalplanområdet skal fortsat ske fra Lammefjordsvej. Stamvej og stier i området fastholdes ligeledes. Stamvejen skal have funktion som brandvej, og kørebanebredden skal være minimum 3 meter, med fri passage.