Lokalplanens indhold

Anvendelse og struktur

Lokalplanen udlægger området til kolonihaveformål. De enkelte kolonihaver må kun anvendes til natophold i perioden 1. april til og med 30. september. Derudover er det tilladt at anvende haverne til kortvarige ferieophold m.v.

Ved kortvarige ferieophold i vinterhalvåret, forstås kortvarige ferieophold af højst 3-4 ugers varighed, samt weekender og helligdage.

Lokalplanen fastholder den eksisterende struktur i området med kolonihaver og havelodder og giver ikke mulighed for at udstykke området yderligere. Havelodder er ikke særskilt udmatrikuleret og har derfor ikke interne skel i juridisk forstand. De enkelte havelodder er opdelt ved lodgrænser.

Lokalplanen udlægger en byggezone inden for, hvilken ny bebyggelse og småbygninger skal opføres. Byggezonen ligger højest i terræn og har til formål at medvirke til at sikre fremtidig bebyggelse  mod mulige oversvømmelser. Byggezonen udgøres af arealet mellem lokalplanområdets sydlige afgrænsning og en linje fastlagt 14 meter nord herfor. For havelod nr. 59 gælder ligeledes en byggezone, som er fastlagt mellem matriklens sydlige afgrænsning og en linje fastlagt 14 meter nord herfor. Byggezonen er vist på kortbilag 3.

Beplantning

Lokalplanen fastsætter, at hegn omkring havelodderne skal være levende hegn i form af hæk. Højden på hegn må maksimalt være 1,5 m mod nabolod, dog op til 1,8 m imellem husene. Mod Strandmøllevej må højden på hegn maksimalt være 1,2 m, og må gerne være stakit, el. lign. Den lavere højde på hegn/hæk mod Strandmøllevej skal medvirke til at fastholde det åbne udtryk i haveforeningen.

Bebyggelsens udformning

Lokalplanen indeholder bestemmelser for, hvordan bygningerne må se ud. Der lægges med lokalplanen vægt på, at områdets nuværende karakter som åbent, rekreativt område bevares. Bebyggelsesprocenten fastsættes til maksimalt 15 % på de enkelte havelodder. Dog må kolonihavehusene ikke være større end 45 m² inkl. udestuer.

Der må anvendes materialer, der understøtter kolonihaveområdets karakter som et område med en mangfoldighed i byggestile, dog med ensartede facadematerialer. Tunge byggematerialer som mursten, gasbeton og beton vil ikke understøtte denne karakter og facader på kolonihavebebyggelse må således kun udføres i træ.

Småbygninger tæller også med i bebyggelsesprocenten, dog kan man fratrække de første 20 m2 på haveloddet (ikke fradrag for hver enkelt bygning)

Tagudhæng og overdækninger på op til 0,5 m medregnes ikke i den samlede bebyggelsesprocent og antal kvadratmeter bebygget.

Bebyggelsen kan opføres i maksimalt én etage og med en maksimal højde på 3 m. Dertil fastsættes en maksimal facadehøjde på 2,4 m.

Ny bebyggelse skal placeres minimum 1 m fra lodafgrænsning. Småbygninger kan dog opføres tættere på lodafgrænsningen, hvis der ikke er  vinduer i facaderne der vender mod lodafgrænsningen. Dette for at mindske nabo- og indbliksgener.

Bygninger skal udformes med saddeltag eller med fladt tag.

Lokalplanens bestemmelser tilsigter at give størst mulig fleksibilitet i forhold til, hvordan bygningerne kan placeres, samt hvordan det tilladte bygningsareal kan udnyttes. Dette sker under hensyntagen til, at bygningernes placering og størrelse er til mindst mulig gene for naboerne samt at undgå fremtidig oversvømmelse.

Småbygninger og befæstelsesgrad

Småbygninger omfatter alle mindre bygninger, der ikke anvendes til beboelse. Dette kan fx være udhuse, redskabs-, brænde- og cykelskure, drivhuse eller overdækket og inddækket terrasse. Hvis en bygning, uanset placeringen, anvendes til natophold eller beboelse, så medregnes arealet til kolonihavehusets samlede størrelse.

Der kan på hvert havelod opføres i alt max. 20 m² småbygninger, som ikke regnes med i haveloddets maksimale bebyggelsesprocent.

Lokalplanen fastsætter en maksimal befæstelsesgrad på 40%. Dette sker af klimahensyn såvel som æstetiske. Begrænsningen på befæstelse skal sikre en hensigtsmæssig nedsivning af regnvand indenfor eget havelod og samtidig skal det grønne udtryk i området fastholdes.

Veje og stier

Adgang til lokalplanområdet skal fortsat ske fra Strandmøllevej.