Energi og forsyning

Energiforsyning

Andel er netselskab og elleverandør i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Kommunen har indgået en FUS-aftale med leverandøren.

Varmeforsyning

Området forsynes i dag med individuel naturgasforsyning. Der er kun tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning, hvis det er
tinglyst på matriklen. Bygningsopvarmning skal ske som individuel opvarmning og i henhold til den til enhver tid gældende
varmeplan for Holbæk Kommune. Der er mulighed for at forsyne området med varmepumper.

Opvarmning må ikke ske ved etablering af oliefyr (supplerende opvarmning skal opfylde kravene for dispensation til fritagelse
for tilslutning til kollektiv varmeforsyning jf. Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg, BEK nr.
690 af 21. juni 2011, § 15 stk. 2.).

I øvrigt gælder forbud jf. varmeforsyningsloven mod etablering af elopvarmning i ny bebyggelse i områder, der er eller bliver
udlagt til kollektiv varmeforsyning.

Vandforsyning

Planområdet ligger inden for forsyningsområdet for Fors A/S. Den nye bebyggelse forudsætter forsyning fra vandværket.

Regn- og spildevand

Området er separatkloakeret. Ved lokalplanområdet er der etableret flere kloakledninger. Spildevand skal ledes til den offentlige spildevandsledning.

Jf. Spildevandsplanen for Holbæk Kommune skal regnvand fra befæstede arealer ledes til den offentlige regnvandsledning. Her er den maximalt tilladte afløbskoefficient på 0,7. Alt regnvand derudover skal håndteres/forsinkes på egen grund. Forsinkelsen kan ske i et underjordisk system som eksempelvis faskiner.

Det anbefales, at regnvand nedsives på egen grund, hvis jordbundsforholdene og grundvandsspejlet tillader det. Nedsivningsanlægget skal udformes og placeres således, at det tilladte vand kan ledes væk uden ulempe for terræn, installationer, bygninger og naboer. Ved ekstreme regnhændelser kan ledningssystemet ikke bortlede alt vand. Derfor er det vigtigt, at ejendomme og områder indrettes sådan, at vandet samler sig i lavninger, hvor der ikke er bygninger, infrastruktur og andre værdifulde anlæg, der kan tage skade.

Der skal søges om nedsivningstilladelse hos Holbæk Kommune.

Mere information:

Generelt om etablering af spildevandsanlæg: Spildevandsanlægget skal etableres på privat anledning, og det kræver forsyningsselskabets godkendelse. Det forventes, at det
udførte kloakanlæg kan overtages af forsyningsselskabet på visse vilkår. Tilslutning og overtagelse skal betragtes som et hele i
forbindelse med tilladelsen til udførelsen. Inden kloakanlægget udføres, skal der være truffet en aftale mellem forsyningsselskabet og den, der lader anlægget udføre, om den økonomiske afregning i forbindelse med forsyningsselskabets overtagelse af anlægget. Herunder skal der træffes aftale om kloaktilslutningsbidrag og eventuel godtgørelse for anlæggets værdi. Der skal yderligere træffes aftale om dimensioneringen af anlægget, før det eventuelt kan overtages af forsyningsselskabet. Der er forsyningsselskabet, der afgør, om det ønsker at overtage et privat fælles spildevandsanlæg.

Opfordring til bygherre: Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.
Holbæk Kommunes myndighedsopgaver på spildevandsområdet, f.eks. spildevandstilladelser, varetages af Virksomhed og Miljø.
Tilladelse til tilslutning til den offentlige kloak skal søges hos Holbæk Kommune.

Eksempler på LAR: Se flere eksempler på løsninger til lokal håndtering af regnvand på www.laridanmark.dk