Miljø
Støj
Lokalplanområdet ligger i umiddelbar tilknytning til lystbådehavnen og færgelejet. Det vurderes, at der ikke er støjmæssige gener i området, som i forhold til den muliggjorte anvendelse kræver særlige støjbegrænsende foranstaltninger.
OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).
Jordforurening
Dele af lokalplanområdet er af Region Sjælland kortlagt på vidensniveau 1 som muligt forurenet (se kortbilag 2). Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 1, hvis der er tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet.
Udpegningen er ikke fastlagt som et område med offentlig indsats jf. jordforureningslovens § 6, og den planlagte anvendelse kræver derfor ikke særlig tilladelse.
Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.
Fund og fortidsminder
Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. Der kan dog sagtens fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. museumslovens § 27.
Miljøvurdering
Der er foretaget en screening af de reviderede planforslags miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lov nr. 939 af 03. juli 2013). Miljøscreeningen er offentliggjort som bilag til lokalplanen.
Ifølge lov om miljøvurdering af planer og programmer § 3, stk. 1, nr. 1 skal der udarbejdes en miljøvurdering, når der tilvejebringes planer, der fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter i bl.a. lystbådehavne (bilag 4 nr. 12b).
Efter § 3, stk. 2 skal planer nævnt i § 3 stk. 1, nr. 1, der fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan eller alene medfører mindre ændringer i forhold til den gældende planlægning dog kun miljøvurderes, hvis de må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet.
Lokalplanområdet (ca. 0,8 ha) udgør en meget lille del af det omkringliggende sommerhusområde ved Brønde (ca. 60 ha). Det vurderes derfor, at planlægningen udelukkende vedrører et mindre område på lokalt plan.
Revideret forslag til lokalplan nr. 4.14 og Revideret forslag til kommuneplantillæg nr. 12 vurderes på baggrund af screeningen ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da:
- Lokalplanområdet udelukkende vedrører et mindre område på lokalt plan.
- Det reviderede lokalplanforslags bestemmelser sikrer, at bebyggelsens arkitektur er i overensstemmelse med det eksisterende havnemiljø.
- Der tages hånd om den muligt forurenede jord i forbindelse med den videre planlægning.
- Der i det reviderede lokalplanforslag redegøres for nødvendigheden i placeringen af havnefaciliteterne inden for kystnærhedszonen.
- Det reviderede forslag til kommuneplantillæg fastlægger bestemmelser om en afstand på mindst 50 meter mellem erhverv og boliger, hvilket overholder Miljøstyrelsens vejledende afstandskrav.
- Det reviderede lokalplanforslag fastlægger, at der kun må etableres erhverv i miljøklasse 1-2 i lokalplanområdet.
- Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport er offentliggjort sammen med lokalplanen.