Støj

Lokalplanen muliggør væsentligt byggeri og anlæg, som på forskellig vis vil medføre en støjpåvirkning af omgivelserne. I tilknytning til lokalplanen er der udarbejdet en miljøvurdering, som belyser støjpåvirkningerne af omgivelserne. Se mere herom under fanen "Miljø - Miljøvurdering".

OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).

Jordforurening

Der er ikke registreret forurenet jord i planområdet.
Lokalplanen muliggør deponering af alle typer forurenet jord. Jordforurening er reguleret af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, § 33 og VVM-bekendtgørelsen. I forbindelse med nye miljøgodkendelser og eventuelle VVM-tilladelser til affaldshåndteringsanlæg vil det blive sikret, at anlæggene ikke kan medføre jordforurening.

Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

Fund og fortidsminder

Hvis bygherre i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder finder spor af fortidsminder, skal arbejdet ifølge museumslovens § 27 standses, hvis det berører fortidsmindet, og fortidsmindet skal straks anmeldes til museet.

Museet vurderer, at der er stor sandsynlighed for at støde på arkæologiske fund i planområdet. I forbindelse med nylige udvidelse af rute 21 undersøgte Holbæk Museum i det nordvestlige hjørne af planområdet en boplads fra den del af ældre stenalder, der hører til Kongemosekulturen. Bopladsen lå på en hidtil ukendt ø, og ved undersøgelserne var det tydeligt, at bopladsen breder sig mod øst - ind i planområdet. Særligt fordi menneskene i ældre stenalder fortrinsvis bosatte sig på kysterne og meget gerne på øer i de indre farvande (Lammefjorden).

For at afklare, om der faktisk er væsentlige fortidsminder i området, er det nødvendigt at foretage en arkæologisk forundersøgelse (prøve-gravning). En juridisk bindende udtalelse i henhold til museumslovens § 25 kan derfor kun udarbejdes, hvis museet får mulighed for at foretage en forundersøgelse af det berørte areal. Museet anbefaler, at en prøvegravning gennemføres i god tid inden anlægsarbejdet skal påbegyndes.

Der er ikke registreret fortidsminder i eller omkring planområdet.

Miljøvurdering

Der er foretaget en miljøscreening/scoping af de miljømæssige påvirkninger fra Lokalplan 6.13 i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lov nr. 936 af 24. september 2009).

Planforslaget er omfattet af kravet om miljøvurdering, da planforslaget giver mulighed for anlæg, der er omfattet af lovens bilag 3 og 4.

Planlægning for biogasproduktion er omfattet af krav om miljøvurdering, da anvendelsen er omfattet af lovens bilag 3, stk. 10: Anlæg til bortskaffelse af ikke-farligt affald ved forbrænding eller kemisk behandling (som defineret i bilag I til direktiv 2008/98/EF afsnit D9) med en kapacitet på over 100 tons/dag.

Planlægning for losseplads/jorddeponi/affaldsdeponi er omfattet af krav om miljøvurdering, da anvendelsen er omfattet af følgende i lovens bilag 4, stk. 11b: Anlæg til bortskaffelse af affald (projekter, som ikke er omfattet af bilag 3).

Planlægning for solenergianlæg er omfattet af krav om miljøvurdering, da anvendelsen er omfattet af følgende i lovens bilag 4, stk. 3a: Industrianlæg til fremstilling af elektricitet, damp og varmt vand (projekter, som ikke er omfattet af bilag 3).

Det er vurderet, at planforslaget ikke er omfattet af lovens undtagelsesbestemmelser, § 3, stk. 2. Dels fordi planområdet omfatter et areal på omkring 67,2 ha., der ligger for sig selv uden tilknytning til en by. Dels fordi planforslaget i større omfang ændrer den gældende planlægning for området. På den baggrund er der krav om, at der udarbejdes en miljøvurdering til planforslaget. Der er derfor udarbejdet en miljørapport til planforslaget, som sammen med den tilhørende miljøscreening/scoping var i offentlig høring sammen med planforslaget.

Efter afslutningen på den offentlige høring blev der udarbejdet en sammenfattende miljøredegørelse til miljøvurderingen af Forslag til lokalplan 6.13. Et udkast til den sammenfattende miljøredegørelse blev behandlet og godkendt på Byrådets møde den 13. maj 2015.

Den endelige sammenfattende miljøredegørelse er udarbejdet i overensstemmelse med Byrådets beslutning om ikke at muliggøre et solenergianlæg i området og offentliggjort sammen med det endelige Lokalplan 6.13.

Miljørapporten, miljøscopingen og den sammenfattende miljøredegørelse kan ses under fanen "Bilag - Miljøvurdering".

Vurdering af virkninger på miljøet (VVM)

Kommunen skal i nogle tilfælde vurdere virkninger på miljøet (VVM) af et konkret projekt.

Planlægningen giver mulighed for konkrete projekter (biogasanlæg, solenergianlæg samt jord- og affaldsdeponi), der evt. kan medføre krav om en VVM-screening og evt. efterfølgende VVM-redegørelse og VVM-tilladelse. En VVM-tilladelse erstatter ikke tilladelser efter anden lovgivning.

De kriterier, der skal anvendes ved vurderingen af, om et anlæg kan få væsentlige indvirkning på miljøet, jf. § 3, stk. 2 og 3 i ovennævnte bekendtgørelse, er projektets karakteristika, projektets placering og den potentielle miljøpåvirkning.

Der vil blive taget stilling til, om et konkret projekt skal VVM-screenes, og om det i givet fald er VVM-pligtigt ved sagsbehandlingen af det enkelte projekt. For projekter omfattet af VVM-bekendtgørelsen gælder, at bygherren skal indgive en skriftlig anmeldelse til kommunen.

Lokalplanforslaget er bla. blevet udadrbejdet på baggrund af et konkret projekt for en udvidelse af det eksisterende biogasanlæg i området. Projektet for biogasanlægget er VVM-pligtigt, da det er vurderet, at anvendelsen er omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 1, stk. 10: Anlæg til bortskaffelse af ikke-farligt affald ved forbrænding eller kemisk behandling (som defineret i bilag 1 til direktiv 20087987EF afsnit D9) med en kapacitet på over 100 tons/dag.
Med udgangspunkt i ovenstående er det desuden vurderet, at hele biogasanlægget er VVM-pligtigt, og der er derfor udarbejdet VVM-redegørelse for det samlede projekt. VVM-redegørelsen var i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget.

Efter afslutningen på den offentlige høring blev der udarbejdet en VVM-tilladelse for det konkrete projekt for biogasanlægget i området. Et udkast til VVM-tilladelsen blev godkendt på Byrådets møde den 13. maj 2015.

VVM-redegørelsen og VVM-tilladelsen kan ses under fanen "Bilag - VVM-redegørelse".