Baggrund

Baggrunden for lokalplanen er, at Holbæk Byråd har besluttet, at imødekomme en ansøgning om at etablere et solcelleanlæg på Lammefjorden. Solcelleanlægget har en størrelse på ca. 56 ha. og forventes, at få en effekt på ca. 22,8 MW. Anlægget vil dække el-forbruget for ca. 5.130 husstande i Holbæk Kommune.

Ønsket om at etablere et solcelleanlæg, hvor elektricitet produceres af den vedvarende energikilde, er i overensstemmelse med Holbæk Kommunes ønske om at reducere drivhusgasser, herunder udledning af CO², jf. Holbæk Kommunes strategi og handleplan for bæredygtig udvikling.

Byrådet behandlede på mødet den 13. maj 2015 (sag nr. 103) et udkast til forslag til kommuneplantillæg 15 og udkast til lokalplanforslag 6.15 for et solcelleanlæg på Lammefjorden samt det tilhørende udkast til miljørapport. Udkastene til plandokumenterne omfattede 2 delområder, der tilsammen havde en størrelse på ca. 56 ha. Udkastenes 2 delområder fremgår af kortet herunder.

De to delområder i udkast til forslag til kommuneplantillæg 15 og udkast til lokalplanforslag 6.15 for et solcelleanlæg på Lammefjorden samt det tilhørende udkast til miljørapport. Delområderne er markeret med gul.

På mødet den 13. maj 2015 besluttede Byrådet at offentliggøre forslag til kommuneplantillæg 15 og lokalplanforslag 6.15 for et solcelleanlæg på Lammefjorden samt den tilhørende miljørapport for kun delområde I. Videre besluttede Byrådet også, at der skal igangsættes en ny planlægning for en ændret afgrænsning af delområde II. På baggrund af Byrådets beslutning blev forslag til kommuneplantillæg 15 og lokalplanforslag 6.15 samt den tilhørende miljørapport rettet til, så de udelukkende vedrører delområde I, herefter kaldet planområdet. Området for lokalplan 6.15 fremgår af kortet herunder.

Planområdet i kommuneplantillæg 15 og Lokalplan 6.15 for et solcelleanlæg på Lammefjorden samt den tilhørende miljørapport. Området er markeret med gul.

Formål

Lokalplanen muliggør etablering af et solcelleanlæg på Lammefjorden. Lokalplanen fastlægger bestemmelser for områdets adgangsforhold, vejforhold, terrænregulering, bebyggelse, beplantning og solcelleanlæggets ydre fremtræden.

Lokalplanen sikrer, at der etableres afskærmende beplantningsbælter rundt om solcelleanlægget, samt at vejadgang til det todelte område sker henholdsvis direkte fra Grevingevej og fra Grevingevej via eksisterende adgangsvej til et vindmølleområde. Lokalplanen sikrer desuden at området føres tilbage til nuværende tilstand med landbrugsdrift, når solcelleanlægget ikke længere er i drift. Dog kan beplantningsbælterne opretholdes.

Et eksempel på hvordan solcellepaneler ser ud.