Statslig og regional planlægning

Områdets udvikling til boligområde vurderes ikke, at være i strid med hverken statslig eller regional planlægning.
Se separate afsnit om kystnærhedszone og Natura2000 områder.

Kommuneplan 2017

Langt størstedelen af lokalplanområdet ligger indenfor kommuneplanramme 6.B06. Der udarbejdes et kommuneplantillæg da lokalplanområdet er geografisk større end den eksisterende ramme 6.B06 Præsteengen Syd. Rammen udvides med et areal på ca. 1100 m2. Selve rammebestemmelserne vil blive fastholdt, som de er, dog med den tilføjelse, at den fremtidige zonestatus kan være både landzone og byzone. Rammen udvides til dels for at muliggøre en bedre vejforsyning af området.

Eksisterende lokalplaner

Området er ikke tidligere lokalplanlagt. Der findes dog flere eksisterende lokalplaner for storparceller i Gl. Hagested. I disse lokalplaner er zoneforholdene reguleret på forskellig vis. I lokalplan 6.08 Præsteengen og 6.09 Præsteengen Nord ligger alle storparceller helt i landzone. I lokalplan 6.06 ligger den del af parcellen som boligen placeres på i byzone, resten af arealet ligger i landzone.

Lokalplan 6.18 følger nyeste praksis i området og storparcellerne forbliver helt i landzone efter lokalplanens vedtagelse. Således flankeres hele den vestlige side af Gl. Hagested af store parceller beliggende i landzone. Disse vil udgøre afgrænsningen af byen.


På billedet ses de eksisterende lokalplaner i Gl. Hagested (gul streg), arealer der i dag er byzone (rød) og lokalplanforslag 6.18 som vil forblive i landzone.

Planlægning i forhold til nabokommuner

Da der planlægges for et meget lille antal boliger, vurderes planlægningen ikke at ville påvirke nabokommunerne.

Kystnærhedszone

Området ligger i udkanten af kystnærhedszonen. Den maksimale højde for bebyggelsen bliver 8,5 meter, og området udformes så det får samme karakter som det omkringliggende. Området ligger desuden bag eksisterende bebyggelse og vurderes ikke at ville opleves visuelt fra kysten.

Diverse udpegninger

Drikkevandsinteresser:
Der er ikke registreret særlige grundvandsinteresser indenfor eller i nærheden af området. Planforslaget er hverken beliggende i indvindingsopland, nitratfølsomt indvindingsområde eller kortlægningsområde.

Kirkeomgivelser:
Lokalplanområdet er omfattet af kirkeomgivelser fra Hagested Kirke.
Kirken ligger ca. 750 meter væk, og det er hovedsageligt bymæssig bebyggelse, der præger arealet mellem kirken og det kommende lokalplanområde. Grundet afstanden og det bebyggede miljø vurderes planforslaget ikke at påvirke oplevelsen af kirken. For kommende bebyggelse vil den maksimale bygningshøjde være 8,5 m.

Trafikforhold

Området vejforsynes fra Præstebrovej. Den eksisterende grusvej er registreret som en offentlig sti. Der etableres en ny grusvej til forsyning af storparcellerne og den eksisterende bolig på Præstebrovej 48D. Sti og vej adskilles af en grøn grøft, så der er tydelig opdeling mellem gående og kørende trafikanter.


Principsnit for vej og sti - Klik for større version.

Offentlig service

Børneinstitution:
Hagested Børnehus ligger under 1 km fra lokalplanområdet.

Skole:
Holbæk Kommune har frit skolevalg i det omfang, der er plads til eleverne uden for eget skoledistrikt.
Lokalplanområdet ligger indenfor skoledistriktet til Katrinedalskolen, der har afdelinger i Gislinge, Udby og Tuse.
For mere information se kommunens www.holbaek.dk