Lokalplanens indhold

Anvendelse
Lokalplanen muliggør for størstedelen af området den samme anvendelse som i dag, med boliger og bygninger og udearealer til offentligt formål. Undtaget herfra er det udlagte område nord for Hagested Hallen der kan anvendes til opsætning af telemast samt delområdet, der omfatter Præstebrovej 42, hvor der udover åben-lav boliger kan etableres tæt-lav boliger i de tidligere driftsbygninger.

Der er i lokalplanen udlagt B-delområder til åben-lav boliger, og tæt-lav boliger i delområde B1. Der udlægges O-delområder til hhv. forsamlingshus, institution og offentligt grønt område med shelters som i dag. Der er desuden udlagt T-delområder til tekniske anlæg – hhv. mindre forsyningsbygning (T1), gadekær (T2) og telemast (T3).

C delområder giver – udover boliger - mulighed for placering af evt. fremtidige butikker i hhv. Møllergården og i den gamle brugsforening.

Lokalplanens delområder inddeler arealerne til forskellig anvendelse

Udstykning
Lokalplanen regulerer, at der kun må udstykkes matrikler på min. 700 m2 indenfor delområderne B2-B4 og C1-C2. I delområde B1 kan der ikke udstykkes yderligere.


Omfang og placering af bebyggelse
For delområde B1 skal bebyggelse i form af nye boliger placeres indenfor byggefelter angivet på kortbilag 5. For delområde T3 skal bebyggelse i form af telemast placeres indenfor byggefelter angivet på kortbilag 6.

Bebyggelse i det samlede lokalplanområde må ikke overstige 8,5 m i højden. Undtaget herfra er

• en telemast placeret i delområde T3. Denne må etableres i op til 48 meters højde.
• Åben-lav boliger indenfor byggefelt type 2 i delområde B1. Disse må opføres i max. 1 etage og 5 meters højde.

Indenfor delområde O2, det offentlige grønne område, må der udelukkende placeres shelterbygninger og lign. faciliteter til friluftsliv på op til 25 m2.
Der må indenfor delområderne C1-C2 placeres butikker. Dagligvarebutikker må være op til 1.200 m2 og udvalgsvarebutikker må være op til 500 m2.

Ydre fremtræden af bebyggelse
For lokalplanområdet som hele gælder, at tage skal etableres med taghældning og ikke må synes flade. Facader skal males i ”Facadefarver” angivet på illustration 1. Bygningsdetaljer og mindre bygningsdele kan males i nuancer angivet i illustration 1 som ”Farver på øvrige bygningsdele”.

Illustration 1 – facadefarver og farver til mindre bygningsdele

Delområde B1
I delområde B1 muliggør lokalplanen, at de oprindelige driftslænger i den firlængede gårdejendom kan genanvendes til tæt-lav boliger og erhverv der kan drives i tilknytning til bolig.

Gårdejendommen er i sin helhed udpeget som bevaringsværdig. En ombygning til bolig og erhverv skal derfor ske med respekt for de eksisterende bygninger. For at det er muligt at aflæse bygningernes historiske anvendelse til landbrugsdrift, skal bygningens fodaftryk, taghældning, facadehøjder og kiphøjde bevares. Dette gør det synligt, hvad der oprindeligt var hovedhus og driftsbygninger, når begge bygningstyper anvendes til boligformål.

Da tagformen ikke må ændres, bliver det ikke muligt at isætte kviste og karnapper.

Den særligt karakteristisk hvidmalede murede underdel og en overdel / trempel i rødmalet træ skal ved en ombygning til boliger bevares eller genetableres på alle facader af den nordlige og vestlige længe. De fine træværksdetaljer i den røde træ trempel skal bevares eller genskabes på alle facader med trempel. Den østlige længe skal være i træfacader som efter renoveringen.

En ombygning til boliger og erhverv afstedkommer behovet for yderligere vindues- og døråbninger i de tidligere driftsbygninger for at kunne leve op til krav til bl.a. adgangsforhold, brand og dagslys. En nærmere placering af disse skal ske ud fra en samlet plan, hvor eksisterende dør- og vindueshuller bevares. Denne plan skal godkendes af kommunalbestyrelsen. De eksisterende staldvinduer i støbejern skal bevares – enten på deres eksisterende placering eller genplaceres i facaden.

Lokalplanen medtager en række bestemmelser om farver og materialer på facader og tag, der sikrer en lighed med de oprindelige driftsbygninger.

Delområde T3
I delområde T3 må telemasten kun opføres som en gittermast, der skal fremstå i en mat overflade i galvaniseret stål, og de tilhørende teknikskabe skal opføres i jordfarver.

Bestemmelser for bevaringsværdige bygninger
Lokalplanen medtager en række bevarende bestemmelser for de bygninger, der på kortbilag 4 udpeges som bevaringsværdige. Der er bestemmelser, der er gældende for alle udpegede bygninger (værdi 1-6) og bestemmelser specifikt for henholdsvis de bygninger, der har høj bevaringsværdi 1-4, som også er optaget i kommuneplanens udpegning samt specifikke bestemmelser for bygninger med middel bevaringsværdi 5-6.

De bevarende bestemmelser har til formål at bevare de bærende historiske træk ved den enkelte bygning. De bærende bevaringsværdige træk er koblet til det, der er særligt for den stilart den enkelte bygning repræsenterer. Der refereres derfor til beskrivelse af de stilarter, der er typiske for lokalplanområdet, som er beskrevet tidligere i afsnittet om lokalplanområdet.

Trafik – vej, sti og parkering
For hele lokalplanområdet gælder, at parkering skal på egen grund. Der skal tilvejebringes parkering svarende til:

• 2 pladser pr. åben-lav bolig
• 1,5 pladser pr. tæt-lav bolig
• 1 plads pr 25 m2 dagligvarebutik og 50 m2 udvalgsvarebutik, liberalt erhverv, serviceerhverv og kontor.

Servicevej der skal give adgang til telemasten i delområde T3, skal ske via grusstien a-b.

Vejadgang skal ske fra nord til nye tæt-lav boliger, og fra øst til nye åben-lav boliger i delområde B1.

Skiltning
Generelt for hele lokalplanområdet gælder, at der kun må etableres skiltning på facader og ikke fritstående. Der må kun skiltes for den enkelte bebyggelses anvendelse, og der må ikke skiltes på beboelsesejendomme. Der er medtaget bestemmelser for omfang, udseende og belysning af skilte.

Ubebyggede arealer
For hele lokalplanområdet gælder, at der ikke må finde udendørs oplag sted mod offentlig vej og at udendørs oplag mod nabo skal visuelt afskærmes.

Særligt for Præstebrovej gælder, at hegn højst må etableres i 1,5 meters højde for at fastholde de særlige træk ved landsbyen, at der er åbne forhaver ud mod hovedvejen gennem byen. Lokalplanen begrænser ikke hvilke typer hegn der etableres ud til Præstebrovej.

Der er i forbindelse med lokalplanen lavet en registrering af bevaringsværdig beplantning herunder flagermustræer indenfor lokalplanområdet. Registranten er bilagt lokalplanen som bilag 9.

Der er særligt fundet bevaringsværdige beplantning på den gamle skole, på det offentlige grønne område og på Præstebrovej 42.

Der er i lokalplanen udpeget hhv. bevaringsværdige enkeltstående træer og bevaringsværdige trærækker/hegn. Disse er udpeget på kortbilag 4, 5 og 6.



For de enkeltstående bevaringsværdige træer gælder, at de ikke må fældes, og at de ved aldersdød eller sygdom skal genplantes.

Den markante trærække ud til det åbne land mod nord der står i et dige, er udpeget som et bevaringsværdigt hegn, hvor hegnet skal bevares som landskabselement og der løbende skal genplantes i forbindelse med evt. fældning. Der er også angivet en række andre hegnsplantning i lokalplanområdet som bevaringsværdige landskabselementer.

Bevaringsværdige træer og hegn/trærækker samt flagermusetræer berøres ikke af den træfældning, opsætning af en ny telemast afstedkommer i delområde T3.

Til delområde B1 er der på kortbilag 5 angivet arealer til private haver til de boliger, der kan etableres i de tidligere driftsbygninger. I delområde B1 skal der etableres hække mellem private boliger og nabo samt vej.

Der stilles krav om at ny beplantning skal etableres med hjemmehørende arter. Disse har en særlig rolle i forhold til biodiversiteten, fordi de er værtsplanter for bl.a. mange insektarter, og derfor afgørende for deres formering. Kravet stilles både ved erstatning af bevaringsværdi beplantning, men også for etablering af hække ved nye boliger.

Tekniske anlæg
Der må indenfor det samlede lokalplanområde ikke opsættes tv- og radioantenner på bygninger.

Hvis der opsættes tekniske anlæg som ventilation og varmepumper på bygninger, skal disse integreres i bygningens arkitektur og udseende eller indkapslet i trækonstruktioner, der bemales som øvrige sekundære bygningsdele.

Forudsætninger for ibrugtagen
Før ibrugtagning af nye boliger i delområde B1 skal parkering og hegning til vej og nabo være etableret.