Statslig og regional planlægning

Udvikling af boliger på Præstebrovej 42, opsætning af mobilmast, bevarende bestemmelser for udpegede bygninger og overførsel af arealer til byzone i Hagested vurderes ikke at være i strid med hverken statslig eller regional planlægning. Opsætning af mobilmast er i tråd med den statslige planlægning, da mobildækningen i Hagested ikke lever op til de statslige krav på området i dag.

Kommuneplan 2021

Lokalplanen refererer til Kommuneplan 2024, der er i høring parallelt med lokalplanen. Dette afsnit har som forudsætning at Kommuneplan 2024 vedtages forud for den endelige vedtagelse af denne lokalplan.

Kommuneplan 2024 indeholder både en række generelle retningslinjer for kommunens udvikling samt en række specifikke bestemmelser om de enkelte områder i form af kommuneplanrammer.

Mål for landsbyer og byudvikling
Lokalplanen muliggør en meget begrænset udvikling af nye boliger i Hagested, der således ikke er i konflikt med strategi for øvrig boligudbygning i kommunen. Lokalplanen muliggør en ny boligtype i form af tæt-lav, som kan bidrage aktivt til variationen af boligudbuddet i lokalområdet.

Muligheden for etablering af nye tæt-lav boliger bidrager desuden til en byfortætning på allerede ibrugtagne arealer og en omdannelse af tidligere driftsbygninger til boliger, der er i tråd med ønskerne om en bæredygtig udvikling af landsbysamfund.

Der ændres ikke med lokalplanen på landsbyens afgrænsning mod det åbne land og der ændres dermed ikke på den eksisterende klare afgrænsning mellem by og land i Hagested.

Byzone
Arealer i lokalplanområdet, der i dag er beliggende i landzone, er i Kommuneplan 2024 udpeget til at skulle overføres til byzone. Dette sker med vedtagelse af denne lokalplan.

Detailhandel
I Hagested er udlagt et lokalcenter, hvor det er tilladt at udlægge butikker på max. 1.200 m2 for dagligvarer og 500 m2 for udvalgsvarer.

Kirkeomgivelser
Lokalplanområdet er omfattet af en udpegning som kirkeomgivelser omkring Hagested Kirke. Det indebærer at ”byudvikling, placering af trafik- og tekniske anlæg og lignende samt skovrejsning ikke gennemføres, medmindre det kan ske uden at forringe oplevelsen af kirken væsentligt.” Der er udarbejdet visualiseringer af telemasten på 48 meter, som vises under afsnittet om kirkebyggelinjer. Ud fra disse vurderes det, at telemasten ikke foringer oplevelsen af kirken. Lokalplanen muliggør derudover kun bebyggelse op til 8,5 meters højde, der ikke vil have en indflydelse på den visuelle oplevelse af kirken.

Værdifuldt kulturmiljø
Lokalplanområdet er ikke omfattet af en udpegning som kulturmiljø, men grænser op til det udpegede kulturmiljø omkring Hagestedgaard mod nord.

Telemasten på 48 meter er placeret ud til kulturmiljøet (åbent større markareal mod nord). Dette areal er domineret visuelt af eksisterende højspændingsledninger og vindmøller placeret vest for Hagested på de åbne inddæmmede arealer. Telemasten vurderes ikke at ændre væsentligt på oplevelsen af den del af kulturmiljøet der grænser op til lokalplanområdet.

Bevaringsværdige bygninger
En række bygninger indenfor lokalplanområdet er udpeget i kommuneplanen som bevaringsværdige med SAVE værdi 1-4.

Lokalplan vil desuden medtage bestemmelser for bygninger med SAVE-værdi 1-6, der uddyber kommuneplanens retningslinjer og generelle rammer:

Bevaringsværdige bygninger med bevaringsværdi 1, 2, 3 og 4 i henhold til SAVE-registrering skal søges bevaret og må ikke nedrives uden en nærmere vurdering og tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Udvendige ændringer i form af om- og tilbygninger, herunder facadeændringer, udskiftning af tage, vinduer og døre, skal ske i overensstemmelse med den enkelte bygnings oprindelige arkitektur og materialevalg. Bygninger i bevaringsværdige miljøer skal ombygges og istandsættes under hensyntagen til bygningernes oprindelige udseende og områdets særlige karakter.

Drikkevandsinteresser
Området er omfattet af drikkevandsinteresser, men ikke særlige drikkevandsinteresser. De nye muligheder lokalplansforslaget indeholder, vurderes ikke at udgøre en trussel mod grundvandet.


Kommuneplanrammer
Lokalplanområdet er omfattet af følgende eksisterende rammer: 6.O01 - Hagested Skole- og idrætsområde, 6.B03 - Damvej, 6.C01 – Gl. Hagested, 6.B02 - Højvangsparken Syd og 6.B06 - Præstenengen syd.
Da lokalplanens indhold er i overensstemmelse med Kommuneplan 2024 rammer og retningslinjer udarbejdes der ikke et kommuneplantillæg.

Eksisterende kommuneplanrammer i Kommuneplan 2024.

 

Butikkers påvirkning af bymiljøet

Lokalplanen indskrænker de muligheder, der allerede er i kommuneplanen for etablering af butikker i Hagested. Med lokalplanen er det kun muligt at etablere butikker omkring krydset Damvej og Præstebrovej.

Mulighederne er så begrænsede, at det vurderes, at det ikke kan have en væsentlig effekt på det omkringliggende bymiljø. Etablering af butikker i de udlagte delområder til dette formål kan bidrage til at understrege det oprindelige landsbycentrum, der også tidligere har huset offentlige funktioner.

Kystnærhedszone

Området ligger i udkanten af kystnærhedszonen. Den maksimale højde for ny bebyggelse bliver 8,5 meter og de mellemliggende arealer mellem Hagested og kysten rummer større skovmassiver og vurderes ikke at ville opleves visuelt fra kysten. Telemasten på 48 meter vurderes heller ikke at kunne opleves visuelt fra kysten, selvom den er højere end de mellemliggende skovmassiver, da den er for spinkel til at kunne opleves på så stor afstand.

Eksisterende lokalplaner

Delområde T3, hvor der gives mulighed for etablering af telemast i granlunden i det nordligste hjørne af lokalplanområdet er omfattet af lokalplan 60. Lokalplan 60 udlægger området til idrætsanlæg. Med denne lokalplan aflyses lokalplan 60 for disse arealer på matr. 13a, Hagested By, Hagested.

De resterende arealer er ikke tidligere lokalplanlagt.

Planlægning i forhold til nabokommuner

Da der planlægges for et meget lille antal nye boliger, vurderes planlægningen ikke at ville påvirke nabokommunerne.

Diverse udpegninger

Landsbygadekæret, der er beliggende ud til Damvej, er udpeget som §3 område. Lokalplanen giver ikke mulighed for ændringer af betydning for §3 området.

Der er i forbindelse med kortlægningen af bevaringsværdige træer blevet registreret et dige i den nordlige kant af landsbyen. Dette dige har ikke tidligere været registreret, og der vil i denne lokalplan blive medtaget bevarende bestemmelser for diget.

 

Bygge- og beskyttelseslinjer

Lokalplanområdet er delvist omfattet af en kirkebyggelinje på 300 meter rundt om Hagested Kirke.


Kirkebyggelinjer

Indenfor det område af landsbyen, der er omfattet af kirkebyggelinjen, tillades ikke byggeri højere end 8,5 meter som i dag.

Området til telemasten på 48 meter nord for hallen ligger udenfor kirkebyggelinjen. Dette er omfattet af en udpegning som kirkeomgivelser. Indenfor kirkeomgivelserne må nye anlæg ikke sløre oplevelsen af Hagested Kirke i landskabet. Der er derfor udarbejdet visualiseringer af masten set fra Nykøbingvej nord og syd for Hagested, så man kan se kirken og masten i en sammenhæng.

Det vurderes på den baggrund, at masten ikke slører oplevelsen af kirken i landskabet.



Set fra Nykøbingvej nord for Hagested uden mast

 

Set fra Nykøbingvej nord for Hagested med mast


Set fra Nykøbingvej syd for Hagested uden mast med Hagested Kirke


Set fra Nykøbingvej syd for Hagested med mast lige ved siden af Hagested Kirke