Lokalplanens indhold

Anvendelse

Lokalplanområdet udlægges til opførelse af tre vindmøller med teknikbygning/koblingsstation. Lokalplanen giver mulighed for opstilling af tre vindmøller med tilhørende fundamenter, samt tilhørende adgangsveje og tekniske anlæg, der er nødvendig for driften af vindmøllerne.

Bebyggelse og anlæg

Inden for lokalplanområdet kan der opføres tre vindmøller med en maksimal totalhøjde på 150 meter med en navhøjde op til 82 meter og en rotordiameter op til 136 meter.

Opstalt af vindmølle

Opstalt der viser et eksempel på den vindmølle som lokalplanen giver mulighed for at opstille, baseret på en Vestas V136. Valg af endelig vindmølle fabrikant er dog ikke omfattet af lokalplanens bestemmelser.

 

visualisering nærzone

Visualiseringen viser udsynet til vindmøllerne i plan- og projektområdet som oplevet umiddelbart vest for Sandby. Fotostandpunktet befinder sig på Sandby - Maglebjerg sydøst for vindmølleprojektet. Der er fra fotostandpunktet et åbent kig mod vindmølleområdet samt de eksisterende højspændingsledninger. Afstanden til nærmeste planlagte vindmølle ved Sandby er ca. 0,9 km fra fotostandpunktet.

 

visualisering mellemzone.

Visualiseringen viser udsynet til vindmøllerne i plan- og projektområdet som oplevet umiddelbart nord for Svinninge. Fotostandpunktet befinder sig på Lammefjordsvej sydvest for vindmølleprojektet. Der er fra fotostandpunktet et kig mod vindmølleområdet, det eksisterende solcelleanlæg ved Maglebjerg samt de fem af de eksisterende vindmøller i Hagesholm Vindmøllepark. Afstanden til nærmeste planlagte vindmølle ved Sandby er ca. 1,5 km fra fotostandpunktet. Afstanden til nærmeste eksisterende vindmølle ved Hagesholm er ca.5,6 km. fra fotostandpunktet.

 

visualisering fjernzone

Visualiseringen viser udsynet til vindmøllerne i plan- og projektområdet som oplevet fra Vejrhøj.  Der er fra fotostandpunktet et langt åbent kig mod vindmølleområdet samt det omkringliggende landskab. I billedets venstre side ses 13 af de eksisterende vindmøller i Hagesholm Vindmøllepark. Fra fotostandpunktet vil det desuden være muligt at se vindmøller der er under planlægning ved Audebo Plantage nord for Hagested. Derfor viser visualiseringen en situation hvis både vindmøllerne ved Sandby og vindmøllerne ved Audebo Plantage realiseres. Afstanden til nærmeste planlagte vindmølle ved Sandby er ca. 8,1 km fra fotostandpunktet. Afstanden til nærmeste vindmølle under planlægning ved Audebo Plantage er ca. 13,0 km fra fotostandpunktet.

 

Lokalplanen omfatter et område, som alle vindmøller, inklusive vingeoverslag, skal placeres inden for. Dette fastlægger møllernes placering præcist.

Lokalplanen fastsætter bestemmelser for højde og udformning af vindmøllerne. Disse bestemmelser skal sikre, at vindmøllerne udformes, så anlægget fremtræder harmonisk og møllerne påvirker det omgivende landskab mindst muligt.

Lokalplanen åbner mulighed for at etablere tekniske anlæg til drift og nettilslutning, som eksempelvis en koblingsstation, i umiddelbar nærhed af vindmøllen. Det tekniske anlæg kan have et samlet areal på op til 15 m2 og en højde på op til 3 m.

Veje og arbejdsarealer

Til hver vindmølle opføres fundament, kørefast plads på op til 2.000 m2, samt et midlertidigt arbejdsareal til brug under anlægsarbejdet. Det midlertidige arbejdsareal fjernes igen efter etablering.

Der vil blive etableret op til 6 meter brede køreveje mellem vindmøllerne. Adgang til lokalplanområdet foregår via Kanalvej.

Terrænet omkring møllerne skal så vidt muligt fastholdes, og lokalplanen giver derfor ikke mulighed for at regulere mere end +/- 0,5 m. Samtidig stilles krav om, at terrænspring skal afvikles som bløde overgange, så det færdige terræn fremstår som en naturlig del af landskabet.