Bestemmelser

I henhold til Lov om planlægning (LBK nr. 1157 af 1. juli 2020 med senere ændringer) fastsættes herved følgende bestemmelser for det i § 2
nævnte område:

Lokalplanens formål er at sikre:

1.1 at lokalplanområdet udlægges til tekniske anlæg i form af højspændingsstation med tilhørende bygningsanlæg og tekniske anlæg, installationer mv.

1.2 at der fastlægges bestemmelser om beplantningsbælte og jordvold til afskærmning af anlægget, for at mindske de fysiske og visuelle påvirkninger af landskabet.

 

 

2.1 Lokalplanen omfatter del af matr.nr. 13, 9l, 9n, Torslunde By, Kundby som vist på kortbilag 1.

2.2 Lokalplanens område opdeles i delområderne 1, 2 og 3, som vist på kortbilag 4.

2.3 Lokalplanområdet ligger i landzone, og skal forblive i landzone. 

 

 

3.1 Lokalplanen erstatter landzonetilladelser med bonusvirkning, jf. Planlovens § 15, stk. 4, de nødvendige landzonetilladelser efter Planlovens § 35, stk. 1.

3.2 Lokalplanens bonusvirkning er betinget af anvendelsen til højspændingsstation med tilhørende tekniske anlæg, tekniske installationer og manøvrebygning, i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser for så vidt angår:

• ændret anvendelse og bebyggelse af arealet til tekniske anlæg i form af højspændingsstationer og tilhørende bygninger, anlæg og tekniske installationer inden for lokalplanens byggefelt, jf. lokalplanens §4 og §6,

• udstykning af areal, jf. lokalplanens §5,

• anlæggelse af interne veje og parkeringsarealer, jf. lokalplanens §8,

• etablering af anlæg til håndtering af regnvand, jf. lokalplanens §10, samt

• udførelse af terrænregulering og jordvold, samt etablering af beplantningsbælte og sikkerhedshegn, jf. lokalplanens §10

3.3 Bonusvirkningen meddeles på betingelse af, at arealet reetableres, når det ikke længere er i brug som højspændingsstation. Ved ophør af brugen af højspændingsstation og øvrige tekniske anlæg, skal disse, inklusive fundamenter, beplantningsbælte, jordvold og veje, der alene anvendes som led i anlæggets drift, fjernes af anlægsejer inden ét år efter, at driften er ophørt. Sker dette ikke, kan kommunen lade arbejdet udføre for grundejers regning.

 

4.1. Lokalplanområdets anvendelse fastlægges til tekniske anlæg i form af højspændingsstation med tilhørende bygningsanlæg og tekniske installationer mv.

4.2. Inden for lokalplanområdet må der kun opføres én manøvrebygning, tekniske anlæg og installationer, herunder transformere, filtre, kompenseringsspoler, linjefelter til de eltekniske komponenter og master mv. til stationens drift, samt etablering af veje og parkeringsarealer, jordvold, beplantningsbælte, sikkerhedshegn og anlæg til regnvandshåndtering.

5.1. Lokalplanområdet må udstykkes helt eller delvis i overensstemmelse med lokalplanens områdegrænse.

6.1 Inden for lokalplanområdet må der opføres op til én højspændingsstation med tilhørende manøvrebygning og tekniske installationer, som skal placeres inden for lokalplanens byggefelt med en placering som vist på kortbilag 4. Byggefeltet udgør lokalplanens delområde 1.

6.2 Der må i tilknytning til højspændingsstationen opføres lynfangsmaster.
Der må maksimalt opføres 16 master. Masterne skal placeres inden for lokalplanens delområde 1.

6.3 Lynfangsmaster må opføres i op til 25 meter over terræn.

6.4 Bebyggelse må kun opføres i én etage og med en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter. Bebyggelse må opføres med et samlet areal på op til 600 m2.

6.5 Tekniske el-anlæg må opføres i op til 12 meter over terræn.

6.6 Eventuel stationsudvidelse skal kunne placeres inden for lokalplanens byggefelt, jf. kortbilag 4. Eventuel stationsudvidelse skal desuden overholde lokalplanens bestemmelser.

 

Bebyggelse

7.1 Der må inden for lokalplanområdet ikke anvendes materialer til bebyggelse som er reflekterende, og der må ikke anvendes stærke signalfarver, mønstre og andre effekter. Der må derfor ikke anvendes overflader med et glanstal på mere end 10, signalfarver, mønstre eller andre
effekter på bebyggelsens tag eller facader. 

7.2 Til bygningers facader skal anvendes mursten, der fremstår som blank, pudset eller vandskuret murværk. Til dele af facader og gavle kan der endvidere anvendes træ og glaspartier. 

7.3 Bygningers udvendige bygningssider, herunder døre og vinduesrammer, skal fremstå i jordfarver eller mørkgrå.

Tage

7.4 Tage skal udføres som saddeltag.

7.5 Til tagbeklædning må anvendes tagpap, betontagsten, teglsten, natur- eller eternitskifer. 

7.6 Tage skal fremstå i enten jordfarver eller mørkgrå.

Skiltning

7.9 Inden for lokalplanområdet må der ikke opsættes nogen form for reklamering, hverken på bygninger, anlæg, som fritstående skilte eller i form af flagstænger eller lignende. Der kan dog opsættes stationsnavn på facader og gavle, anlæg eller hegn. Endvidere kan der opsættes nødvendige advarselsskilte på hegn omkring stationsanlæggene.

7.10 Skilte må ikke belyses eller udføres som lysende skilte.

8.1 Privat fællesvej skal tjene som adgangsvej fra matr.nr. 9l, gennem matr.nr. 9n til matr.nr. 13. 

8.2 Der udlægges vejareal inden for delområde 2 med tilslutning til byggefelterne, som vist på kortbilag 4. Vejen må udlægges i
en bredde på max. 6 meter.

8.3 Gennembrydning af jorddige må ske, hvor vejadgang er illustreret jf. kortbilag 4. Gennembrydning af jorddige til etablering af vejadgang må ske i en bredde af max. 6 meter. 

8.3 Der kan herudover etableres de interne serviceveje, som er nødvendige for anlæggets drift.

8.4 Interne veje, vendepladser og parkeringspladser skal anlægges med permeabel belægning, som tillader nedsivning af regnvand.

9.1. Ledninger og kabler til områdets tekniske forsyninger skal fremføres under terræn.

Beplantningsbælte

10.1 Der skal etableres et tæt beplantningsbælte, der virker fysisk og visuelt afskærmende ind mod det tekniske anlæg inden for lokalplanens delområde 3, jf. kortbilag 4. Beplantningsbæltet skal etableres som minimum 2 rækker med buske og træer. Beplantningsbæltet skal have en bredde på minimum 7,5 meter mod nord og vest jf. kortbilag 4, kortbilag 6 og kortbilag 7. Mod syd skal beplantningsbæltet have en bredde på minimum 15 meter jf. kortbilag 4, kortbilag 5 og kortbilag 6. Mod sydøst skal beplantningsbæltet have en minimumsbredde på 2,5 meter og mod nordøst skal beplantningsbæltet have en minimumsbredde på 15 meter jf. kortbilag 4.

10.2 Beplantningsbæltet skal have karakter af et tæt fritvoksende læhegn og beplantningen må kun bestå af hjemmehørende træer og buske, der er almindeligt anvendt i læhegn i det åbne land i det nordvestsjællandske område. Arter der skal anvendes, er angivet i kortbilag 8.

10.3 Beplantningsbæltet skal i udvokset tilstand have en gennemsnitlig højde på minimum 8-12 meter for at sikre tilstrækkelig visuel afskærmning af anlægget fra omgivelserne.

10.4 Der må etableres trådhegn med en højde på op til 3 meter, som skal placeres på indvendig side af afskærmende beplantningsbælter, så trådhegnet ikke ses fra omgivelserne.

10.5 Beplantningsbæltet må gennembrydes for etablering af vejadgang til det tekniske anlæg, i en bredde på max. 6 meter.

10.6 Langs adgangsvejens østlige kant, skal der etableres et 1-rækket fritvoksende læhegn med hvidtjørn som primær art, som en forlængelse af eksisterende læhegn langs stien, der ligger syd for lokalplanområdet.

10.7 Hækbeplantning i østligt matrikelskel inden for matr. nr. 9l må ikke blive fjernet jf. kortbilag 4.

Jordvold

10.8 Der skal mod syd, vest og og øst etableres en jordvold omkring det tekniske anlæg, for at afskærme anlægget.

Jordvolden skal minimum være 1,5 meter i højden og må maks. være 2 meter i højden.

Jordvolden skal være minimum være 7 meter i bredden og må max. være 7,5 meter i bredden.

Jordvold skal placeres mindst 2,5 meter fra internt trådhegn.

Øvrige forhold

10.9 Lokalplanområdets ubebyggede arealer skal etableres som åbne arealer med græs og urter. Der kan dog etableres interne serviceveje og anlæg til håndtering af regnvand inden for lokalplanområdets ubebyggede arealer. 

10.10 Regnvand skal håndteres lokalt ved at forsinke og rense inden afledning til recipient. Der skal derfor etableres anlæg til regnvandshåndtering inden for delområde 1, som vist på kortbilag 4.

Terrænregulering

10.11 I forbindelse med byggemodning af området, kan terrænet udjævnes til plant niveau inden for byggefeltet. Det eksisterende terræn må maksimalt reguleres med +/- 1 meter. § 10.8 om etablering af jordvold er dog undtaget for denne bestemmelse. Ligeledes er § 10.10 om etablering af anlæg til håndtering af regnvand også undtaget for denne bestemmelse.  

11.1 Udendørs belysning må etableres til belysning af bygningsdele, veje og parkeringsarealer mv.. Belysning må etableres med en lyspunktshøjde på højst 15 meter og skal være nedadrettet.

12.1 Højspændingsstation skal indrettes således at jordforurening ikke kan ske.

Derfor skal olie, kemikalier og lignende opbevares i egnede beholdere, der enten er dobbeltvæggede eller placeret under tag og beskyttet mod vind og vejr. Beholdere skal stå på en oplagsplads med tæt belægning uden afløb eller med afspærringsventil og sikret mod påkørsel. Oplagspladsen skal være indrettet således, at spild kan holdes indenfor et afgrænset område og uden mulighed for afløb til jord, grundvand og kloak. Området eller opsamlingssump skal som minimum kunne rumme indholdet af den største opbevaringsenhed i området.

13.1 Før ny bebyggelse og tekniske anlæg kan tages i brug, skal der være etableret vejadgang som beskrevet i § 8.1.

13.2 Beplantningsbælte skal etableres senest førstkommende vækstsæson efter ibrugtagning som beskrevet i §10.1 og §10.6.

13.3 Før ny bebyggelse og tekniske anlæg kan tages i brug, skal der være etableret afskærmende jordvold som beskrevet i § 10.8.

13.4 Før ny bebyggelse og tekniske anlæg kan tages i brug, skal der være etableret anlæg til regnvandshåndtering som beskrevet i § 10.10.

15.1 Efter kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen, må de ejendomme, der er omfattet af planen, efter planlovens § 18, kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.

15.2 Den eksisterende lovlige anvendelse kan ske som hidtil. Lokalplanen medfører i sig selv ikke krav om etablering af de anlæg mv. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til Plandata.

15.3 Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

15.4 I henhold til Planlovens § 47 kan der foretages ekspropriation af private ejendomme eller rettigheder over ejendomme, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelse af lokalplanen. Private byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af planen. Andre private servitutter kan eksproprieres, når det vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af planen, jævnfør ovenfor.

Lokalplan 9.02 Højspændingsstation ved Torslunde er vedtaget af kommunalbestyrelsen den 21. juni 2023.