Lokalplanens indhold
Lokalplanområdet udlægges til centerformål med mulighed for at etablere/udvide dagligvarebutik op til 1.200 m2 bruttoetageareal inklusiv areal til personalefaciliteter. Herudover muliggøres en udvidelse af eksisterende p-areal samt mulighed for at etablere vaskehal og bibeholde mulighed for etablering af et ubemandet tankanlæg. Endeligt giver lokalplanens mulighed for at opføre og etablere yderligere 200 m2 til enten apoteksudsalg/bager, restaurant/pizzaria eller serviceerhverv.
Lokalcenterets samlede areal bliver med udvidelses-ønskerne 1400 m2.
Tankanlægget og vaskehal kan først etableres, når ingen ejendomme længere anvendes til boligformål.
Den fremtidige dagligvarebutik skal primært dække dagligvareforsyningen i lokalområdet samt kunder fra de to indfaldsveje Kalundborgvej og Nykøbingvej.
Placering af byggeri
Ny bebyggelse skal placeres inden for de byggefelter, der er vist på lokalplankortet, se kortbilag 2. Placeringen af byggefelter overholder de eksisterende vejbyggelinjer.
Butiksarealerne skal placeres i den nordvestligste del af lokalplanområdet. Dette sikrer størst mulig afstand til eksisterende bolig inden for lokalplanområdet. Syd og øst for butikken er der etableret et parkeringsareal. Dette udvides sydvest for eksisterende butiksareal.
Såfremt en del af et byggefelt ikke anvendes til bebyggelse, kan det i stedet anvendes til adgangs- parkerings- og vareleveringsareal.
Ubebyggede arealer
Der kan etableres et fast hegn langs lokalplanområdets nordlige grænse mod baneterrænet, som kan etableres som støjhegn, såfremt det er nødvendigt for at kunne overholde Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for jernbanestøj. Der kan ligeledes etableres fast hegn i skel mellem de enkelte ejendomme inden for lokalplanområdet, såfremt det er nødvendigt i forhold til overholdelse af støjgrænser.
Langs lokalplanens vestlige grænse skal der etableres beplantning med træer for at skabe en karaktergivende overgang mellem byområdet og det åbne land. Beplantningen skal have karakter af opstammede træer og etableres som én trærække. Træerne skal bestå af hjemmehørende arter.
Langs Kalundborgvej skal der etableres træer, der adskiller parkeringsarealet og vejen, i princippet som vist på kortbilag 7. Træerne skal bestå af hjemmehørende arter. Træerne skal have karakter af opstammede træer.
Det vil være en forudsætning for ibrugtagning, at træerne etableres.
Der kan terrænreguleres +/- 0,5 meter i forhold til det eksisterende terræn, og ikke nærmere naboskel end 1 m.
Bebyggelsens udseende
Lokalplanområdet ligger mellem store eksisterende boligområder og på grænsen til et landbrugsareal. Ny bebyggelse skal derfor etableres som bymæssig bebyggelse, men samtidig forholde sig til det åbne land.
Lokalplanen giver mulighed for, at der kan etableres/udvides en butiks-bebyggelse i områdets vestlige del, som ved hjælp af et træbælte skabes en overgang til i forhold til markerne og landbrugsarealet.
Regulering af bygningshøjder, etageantal og bebyggelsesprocent er fastlagt i kommuneplantillægget, som følger lokalplanen. Lokalplanen skal være i overensstemmelse med kommuneplanen. Bygningshøjden fastlægges i lokalplanen derfor til maksimalt 8,5 m og der tillades maksimalt 2 etager. Bebyggelsesprocenten er fastlagt til maks. 30 ved anvendelse til åben/lav bebyggelse og maks. 45 ved anvendelse til andre formål, såsom butiksformål.
Dagligvarebutikken (herunder udvidelse) skal primært opføres i blank eller pudset tegl, mens mindre bygningsdele, som eksempelvis indgangspartiet, kan opføres i andre materialer, såsom glas, metal eller træ.
Dagligvarebutikken (herunder udvidelse) skal udformes med glaspartier, så det liv, der er i butikken kan fornemmes fra Kalundborgvej og parkeringsarealet.
Sammen med beplantningen skal glaspartierne være med til at understøtte livet i byrummet omkring butikken.
Ny bebyggelse skal opføres med fladt tag eller ensidig taghældning på maksimalt 15 grader. Der må ikke anvendes reflekterende
materialer på tage eller facader, da refleksionerne kan være til gene for naboer og trafikanter.
Adgang og parkering
Dagligvarebutikken får vejadgang fra eksisterende overkørsel til Kalundborgvej samt ved etablering af en ny overkørsel i den sydvestligste del af lokalplanområdet. Etablering af ny overkørsel forudsætter tilladelse fra vejmyndigheden.
Der følger med planforslaget to udkast til vejprojekt ved henholdsvis:
1) En delvis udbygning af lokalplanområdet inklusiv en udvidelse af dagligvarebutik mm. i den vestlige del af lokalplanområdet.
2) en fuld udbygning af lokalplanområdet inklusiv en udvidelse af dagligvarebutik mm. i den vestlige del af lokalplanområdet samt etablering tankanlæg og vaskehal i den østlige del.
Der skal jf. Holbæk Kommuneplan 2017 etableres mindst 1 parkeringsplads pr. 25 m² etageareal til butiksformål, hvilket svarer
til 56 parkeringspladser ved etablering af i alt 1.400 m2 til butiksformål.
Tæt på Kalundborgvej og butiksindgangen placeres cykelparkering.