Miljø

 

Støj

Der er i udgangspunkt ingen støj fra solceller. Det er de tekniske installationer omkring anlægget som danner lyd. I solcelleanlægget i Severinsminde er det invertere og transformerstationen, der danner lyd. Derfor er det afgørende for planlægning at der fastsættes støjkrav for anvendelsen af
området, selv om det er landzone.

På baggrund af indledende støjberegninger fra lignende solcelleanlæg anbefales afstandskrav til bolig på hhv.:
Minimum 16 m for invertere
Minimum 100 m for transformerstationen.

Disse afstandskrav overholdes og sikrer, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj overholdes i omgivelserne. Invertere placeres
sammen med selve solcellerne.

OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984,
”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).

Jordforurening

Der er ikke registreret forurening på grunden. Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages, når dette godkendes af Holbæk Kommune, som kan kontaktes på jord@holb.dk

Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette
meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller
kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

Fund og fortidsminder

Der er registreret to fortidsminder nær lokalplanområdets afgrænsning, men fortidsminderne inklusiv beskyttelseszonen omkring fortidsminderne er udtaget af planafgrænsningen.

Herudover er der ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. Der kan dog sagtens fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. museumslovens § 27.

Miljøvurdering

Der er foretaget en screening/scoping af planforslagenes miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 973 af 25-06-2020).

Planforslagene vurderes på baggrund af screeningen/scopingen at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet og er derfor omfattet af kravet om miljøvurdering.

Der er derfor udarbejdet en miljørapport til planforslagene. Miljørapporten var i høring sammen med planforslagene.

Der er efter høringsperioden udarbejdet en sammenfattende miljøredegørelse, som kan ses her.

 

Bilag IV-arter og internationale beskyttelsesområder

Planområdet ligger ikke i nærheden af Natura 2000 områder. Nærmeste Natura 2000 område er habitatområde Egernæs med holme og Fuglsø, beliggende ca. 8 km. Fra planområdet. Den ændrede anvendelse indenfor planområdet vurderes ikke at påvirke naturbeskyttelsesinteresserne væsentligt, hverken direkte eller indirekte.

Herunder redegøres for en samlet vurdering af lokalplanområdets levesteder for bilag 4-arter. Planens realisering vurderes ikke at beskadige eller ødelægge yngle- og rastesteder for bilag IV-arter. I tilknytning til, men udenfor planområdet, er en række mindre § 3 beskyttede områder (søer), hvor 2 søer vurderes at kunne være levested for bilag IV arter. Herudover er der i tilknytning til søerne enkelte træer med hulheder, som vurderes at være levesteder for arter af flagermus. Såfremt anbefalingerne i det nedenstående følges, vil levestederne for bilag IV arterne kunne forbedres i forhold til tilstanden i dag.

Spidssnudet frø og Stor Vandsalamander

I tilknytning til lokalplanområdet er en række mindre søer. De fleste søer er beskyggede, har stejle anlæg og er eutrofieret(næringsbelastet) og vurderes at have mindre betydning for bilag 4-arter som Spidssnudet Frø og Stor Vandsalamander. Sø 1 og særlig sø 7 vurderes at kunne være levested for bilag 4-arterne spidssnudet frø og stor vandsalamander. De øvrige søer vurderes ikke at være egnede levesteder for disse arter.

For at forbedre levevilkårene for disse arter skulle man fælde mindre træer syd og vest for søerne, så man øger solindstråling. Yderligere vil det gavne naturtilstanden i de fleste søer, hvis brinkanlægget blev fladere. Det sidste indgreb vil kræve en dispensation fra naturbeskyttelseslovens §3. Mindre rydningsarbejde omkring søerne kan foretages uden dispensation. Arterne har ligeledes brug for uforstyrrede områder omkring søerne, gerne døde stammer og andet de kan gemme sig under i vinterperioden.

Flagermus
I de fleste remiser står der enkelte ældre træer med hulheder, som vurderes at være levesteder for arter af flagermus. Disse er stort set alle placeret i kanten af søerne. En stor del af disse skal bevares for at opretholde levesteder for flagermus. Hvis enkelte træer fældes skal det ske i perioden 31. august til 1. november.